Spread the magic

Helle Marie Skovbjerg fra Designskolen Kolding modtager VIAs idræts- og bevægelsespædagogiske pris 2025

VIAs idræts- og bevægelsespædagogiske pris 2025

I uddeling af prisen lægges der vægt på, at modtageren har fremmet:

  • meningsfulde, glædesfyldte og fællesskabende idræts- og bevægelsesoplevelser
  • original viden og praksis om idræt og bevægelse
  • debat om bevægelse og idræt i en pædagogisk kontekst
  • lokal, national eller international pædagogisk og humanistisk forskning og udvikling i idræt og bevægelse
  • viden og praksis gennem markante initiativer eller igennem en livslang indsats

Motivation for tildeling af prisen

VIAs Idræts- og Bevægelsespris uddeles i år til professor Helle Marie Skovbjerg, forskningsleder af LAB for Play Design ved Designskolen Kolding, som en anerkendelse af hendes nyskabende og modige arbejde med leg som et centralt element i pædagogik og undervisning.

Helle Marie har med stor faglig nysgerrighed og teoretisk dybde bidraget til at forstå legens betydning – ikke blot som aktivitet, men som en eksistentiel og kulturel praksis. Hun har udviklet begreber og metoder, der har sat nye standarder for, hvordan vi kan arbejde med leg i undervisning og læringsmiljøer.

Hendes forskning omfatter blandt andet:

  • Legestemninger, hvor hun undersøger, hvordan en fælles stemning kan opstå i gennem handlinger og kropssprog, og hvilken betydning det har for legens karakter. Nogle gange giver vi os hen til at øve os i balancen på en line, og andre gange lader vi os rive med i en euforisk tagfat. Legen omfavner således forskellige værensformer, og den kan derigennem åbne nye indsigter og forme vores fællesskaber. Det er en central indsigt i en idræts- og bevægelsespædagogisk kontekst.
  • Legekvaliteter i undervisning, hvor hun har skabt et analytisk redskab, der udpeger forskellige karakteristika ved legen som fantasi, forhandling og flow. Indsigten i legekvaliteter åbner for legemuligheder for alle og kan bruges til at analysere og forstå, hvordan leg kan indgå meningsfuldt i undervisning og pædagogisk praksis.
  • Inklusion gennem leg, som fx i forskningsprojektet “Må jeg være med?”, hvor hun sætter fokus på mikrointeraktioner og sociale dynamikker i legende fællesskaber
  • Deltagelsesorienteret forskning, hvor hun arbejder med designbaserede metoder og inddrager både børn, unge, pædagoger, lærere og undervisere i udviklingen af lege og legende læringsmiljøer

Helle Marie eksperimenterer desuden med formidling via alternative materialiteter og formater – som spil, foldebøger og dialogkort – der bringer kropslige og sansende vidensformer ind i faglige kontekster.

Med rødder i humanistisk og pædagogisk teori og et skarpt blik for kroppens rolle, bidrager hun væsentligt til det idræts- og bevægelsespædagogiske felt. Hun viderefører arven fra centrale legeforskere som Jørn Hansen, Henning Eichberg, Claus Bøje og Jens-Ole Jensen – og bringer feltet videre med nye perspektiver og praksisser.

Derfor er det med stor glæde, at VIAs Idræts- og Bevægelsespris i år tildeles Helle Marie Skovbjerg.

Kontaktinformationer

Kasper Lasthein Madsen, forskningsleder

VIA University College

KLMA@via.dk, 87551863

Link til pressemeddelelse

https://www.via.dk/om-via/presse/nyheder-2025/professor-helle-marie-skovbjerg-modtager-i-aar-vias-idraets-og-bevaegelsespaedagogiske-pris

Billeder

klma@via.dk | Website | + posts

Ph.d., Lektor
Forskningscenter for pædagogik og deltagelse
VIA University College