Det er den tid på året, hvor børn bliver til elever. Nogle glæder sig til at komme tilbage på skolebænken, mens det for andre mere har karakter af en pinebænk. Lærerne møder op med nye årsplaner fyldt med aktiviteter og fagligt indhold, som eleverne skal tilegne sig i løbet af det næste år. Der er meget som skal nås; verber bøjes, vinkler måles, verdensmål læres, og der er en overhængende fare for, at læreren primært har tid til at udpege verberne, vinklerne og verdensmålene.

Det er imidlertid ved at få det faglige indhold i hænderne, mærke og bemærke det, fejle og prøve igen, at eleverne for alvor begriber deres verden. Forbliver kroppen marginaliseret i undervisningen, er der stor fare for, at undervisningen virker meningsløs, og eleverne mistrives.

Kropslig forankring

Vi har med stor interesse fulgt børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes (S) visioner om “kloge hænder” og mere praktisk undervisning i skolen. Vores indspark til debatten er at fremhæve håndværksmæssighed som et pædagogisk greb, der kan bidrage til at skabe en meningsfuld og kropsligt forankret forbindelse mellem elev og det faglige indhold. Vi mener ikke blot, at det vil kunne kvalificere undervisningen i alle fag, men også at det kan fremme elevernes trivsel. 

I folkeskolens formålsparagraf står, at folkeskolen skal skabe “rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.” Men noget kunne tyde på, at mange elever udvikler det modsatte af virkelyst og tillid til egne muligheder i forbindelse med deres skolegang.

Elever mangler tid og ro til fordybelse

En række studier viser en øget mistrivsel blandt børn og unge, hvilket omfatter elever, der bliver ”skoletrætte”, bliver bange for at fejle og får mentale helbredsproblemer med blandt andet et øget antal af diagnoser såsom ADHD til følge. Der er en tendens til, at mistrivslen blandt eleverne øges gennem folkeskolen, og Center for Ungdomsforskning peger på tre faktorer, der påvirker ungdomslivet og har betydning for mistrivsel.

For det første er der et stærkt fokus på præstation i skolen og samfundet generelt. For det andet er der en tendens til, at elever vender problemer indad. For det tredje befinder eleverne sig i en skole indlejret i et højhastighedssamfund, hvor man nemt kan føle, at man sakker bagud. 

Den anerkendte tyske sociolog Hartmut Rosa udpeger det øgede tempo som en overskyggende problematik, der medfører, at eleverne ikke har tid og ro til at fordybe sig og finde mening i undervisningsindholdet.

Tempoet i skolen bør sættes ned 

Undervisningen i den danske folkeskole har de seneste årtier været præget af mange mål og omfangsrigt indhold, der skal nås. Det betyder, at undervisningen skal gennemføres hurtigt og effektivt og let kommer til at foregå på et for abstrakt teoretisk niveau. Derfor bør tempoet i skolen sættes ned, og det kan ske ved at gøre undervisningen mere fysisk og konkret.

Vi er inspireret af den nyeste kognitionsforskning, som peger på, at kroppens bevægelser spiller en afgørende rolle for menneskets erkendelse – og dermed børns måde at lære på.

Eksempelvis vil det undervisningsindhold, som elever får i hånden, og det, der er inden for fysisk rækkevidde, ofte gribe deres opmærksomhed og vække deres lyst til at undersøge og forstå. Det medfører samtidig, at eleverne knyttes tættere til det tempo, den fysiske verden sætter. Det er eksempelvis relativt let at tale sig igennem og rationelt forstå, hvordan man får planter til at gro. Skal man gøre det i praksis og med hænderne, så er man nødt til at forlige sig med eller lade sig bestemme af det tempo og den rytme, som planten vokser med.

Undervisning skal vække genklang

Vi mener, at man i folkeskolen i højere grad bør dyrke og danne elevernes fysiske og praktiske – og ikke kun tankemæssige – forhold til undervisningsindholdet og verden. Det vil fremme elevernes mulighed for at skabe en levende og meningsfuld relation til undervisningsindholdet. Når undervisningen på den måde vækker genklang, oplever eleverne det, som Hartmut Rosa kalder for resonans, og som er en forudsætning for trivsel og læring.

På baggrund af vores egen forskning vil vi slå et slag for krop og bevægelse som en fundamental pædagogisk praksis i skolen og dermed for, hvad man med et andet ord kan kalde for håndværksmæssighed.

Den amerikanske professor i sociologi Richard Sennett beskriver begrebet håndværksmæssighed, som konkrete kropslige handlinger, der udspringer af en almenmenneskelig higen efter at ville udføre et stykke arbejde godt for arbejdets egen skyld.

Vi mener derfor, at et fokus på håndværksmæssighed i undervisningen kan vække genklang i eleverne og skabe trivsel. Til forskel fra introducerende og informerende tavleundervisning i en hektisk hverdag, hvor elevernes forhold til det faglige indhold ofte forbliver udvendigt, handler undervisning, præget af håndværksmæssighed, om at fordybe og forankre eleverne i håndgribelige og fysiske situationer.

Det kropslige engagement kan få eleverne til at arbejde med undervisningsindholdet på en måde, der føles konkret, nærværende og værdifuldt.

Fysisk aktivitet fremmer læring

En række danske forskningsprojekter som eksempelvis udeskoleprojektet “TEACHOUT” og aktionsforskningsprojektet “iMOOW!” har undersøgt, hvordan elever kan bearbejde det faglige indhold gennem kropslige og sanselige handlinger.

I iMOOW! observerede vi blandt andet elever i syvende klasse, som arbejdede med verber i tyskundervisningen. De skiftedes til at bevæge sig ned ad gangen på forskellige måder, mens andre satte ord på; spazieren, klettern, springen og lignende. Efter flere forsøg blev eleverne nysgerrige på sammenhængen mellem handling og sprog. Vi så, hvordan den kropslige kobling pludselig gjorde sproget levende og fik det til at “vibrere”. Det ansporede eleverne til at undersøge verbernes fantastiske evne til at beskrive, hvordan man eksempelvis kan gå i skole. Har eleverne god tid, kan de spadsere. Men er de for sent, bliver de nødt til at løbe.

Koblingen af sprog til krop og bevægelse bliver således en vej til at lære at skrive nuanceret, hvilket er et eksempel på håndværksmæssighed i dansk. Bevægelse og fysisk omgang med undervisningsindholdet rummer således et potentiale for at kunne hjælpe eleverne til at finde sig til rette i undervisningen og i forhold til undervisningsindholdet.

Derfor er håndværksmæssighed i undervisningen afgørende for elevernes trivsel i skolen og bør være til stede i alle fag.

Link til kronikken på Altinget.