Forskningen har i løbet af de seneste årtier i stigende grad interesseret sig for sammenhængen mellem bevægelse og læring. Denne udvikling er bl.a. katalyseret af et ønske blandt politikere om at finde undervisningsmetoder, der kan forbedre elevernes læring, og her har forskningen identificeret en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og akademiske præstationer. Ved at integrere fysiske aktiviteter med fx moderat til høj intensitet viser studier, at elevernes kognitive processer forbedres, så de bl.a. bedre kan huske, det de lærer. Forskningen har været med til at bane vej for lovkravet om, at alle elever i folkeskolen skal have 45 minutters daglig motion og bevægelse. De fysiske aktiviteter har imidlertid vist sig at være svære for lærerne at integrere i undervisningen, senest beskrevet i rapporten ”Bevægelse i skolen – En kortlægning af børn og unges fysiske aktivitet og stillesiddende adfærd i skoletiden” fra SDU. Det skyldes bl.a., at lærerne ikke har tilstrækkelig indsigt i at lave bevægelsesaktiviteter, der giver eleverne høj puls og samtidig passer til deres forudsætninger og skolens rammer. Bør man på den baggrund så opgive bevægelse i undervisningen? Ikke hvis man spørger lærerne. Ifølge dem besidder bevægelse nemlig en stor erkendelsesmæssig værdi, når bevægelsesaktiviteterne giver eleverne kropslige erfaringer med det faglige indhold. Den tilgang trækker på en forståelse af læring, der betoner, at de kognitive processer er farvet af handlinger og indlejret i sansemotoriske, følelsesmæssige og sociale erfaringer. Det medfører, at bevægelsesaktiviteterne i undervisningen er udformet således, at eleverne gennem handlinger får kropslige indtryk af det faglige indhold, eller giver det kropsligt udtryk. Dette står i modsætning til fysiske aktiviteter, der er styret af overvejelser om bl.a. intensitet. Hermed bliver bevægelse i undervisningen en integreret del af lærernes fagdidaktik og deres almene undervisningspraksis. Dette kan du læse mere om i artiklen ”Den følelse kan jeg ikke skabe, hvis jeg bare står og fortæller” – Lærernes erfaringer med en handlingsorienteret tilgang til bevægelse i folkeskolen.

Abstract

Indførelsen af kravet om 45 minutters daglig motion og bevægelse i folkeskolen har forandret lærernes undervisningspraksis. I dette kvalitative interviewstudie undersøger vi, hvilke didaktiske overvejelser lærere gør sig, når de integrerer bevægelse i deres undervisning. Undersøgelsen sigter på at nuancere forståelsen af og beskrive mulighederne i at integrere motion og bevægelse i undervisningen i folkeskolen. Studiets interviews peger på, at lærerne opfatter bevægelse som kropslige handlinger, der bidrager til indsigt i det faglige indhold, frem for som fysiske aktiviteter, der fremmer eksekutive funktioner. Ifølge lærerne skal bevægelse i undervisningen give sansemotoriske, sociale og følelsesmæssige erfaringer, der bidrager til elevernes læring på en måde, som traditionel tavleundervisning ikke gør. Det er derfor lærernes didaktiske overvejelser om faglige mål og elevernes læring, der former bevægelsesaktiviteterne, og disse integreres således med lærernes fagdidaktik. Lærerne giver imidlertid udtryk for, at det er udfordrende at identificere berøringsflader mellem bevægelse og fagligt indhold. Ifølge lærerne øger bevægelsesaktiviteterne elevernes kropslige interaktion, hvilket gør undervisningen mere levende og engagerer eleverne. Det kan forstyrre undervisningen, men interviewene viser, at en handlingsorienteret bevægelsespraksis har potentiale til at skabe balance mellem bevægelsens vitalitet og den faglige styring.

Madsen, K. L., & Aggerholm, K. (2020). ”Den følelse kan jeg ikke skabe, hvis jeg bare står og fortæller” – Lærernes erfaringer med en handlingsorienteret tilgang til bevægelse i folkeskolen. Forskning & Forandring, 3(1), 132–152.