Siden indførelsen af 45 minutters daglig motion og bevægelse for alle elever i folkeskolen i 2014 har den ene undersøgelse efter den anden forsøgt at tage temperaturen på elevernes aktivitetsniveau. En række undersøgelser har konkluderet, at skolerne har svært ved at leve op til kravet, og senest har en rapport fra Syddansk Universitet målt sig frem til, at eleverne i gennemsnit kun bevæger sig 3,9 minutter i en boglig undervisningstime. Tallet fremstår provokerende lavt, når ikke mindst børn og forældre har en forventning om 45 minutters daglig motion og bevægelse. Det står samtidig i skærende kontrast til de behov, der er i takt med, at stadig flere børn sidder stille foran skærmene. Det har affødt røre i de politiske kredse og medført, at undervisningsministeriet er kommet med et nyt initiativ, som skal sætte ”Fagene i bevægelse” (uvm.dk.).  Det skal bl.a. ske ved at bevægelse skal ”integreres i fagundervisningen på en meningsfuld måde”. Det er et godt initiativ, men man må spørge sig selv, hvad der så er meningsfuld bevægelse i undervisningen. Ikke før man kan svare på det, kan børn og forældre håbe på, at der kommer mere bevægelse i undervisningen. Svaret er dog afhængigt af nogle grundlæggende overvejelser, der omfatter vores opfattelse af barnet som elev, og hvordan læring og erkendelse finder sted. Jeg vil i det følgende give et bud, som forsøger at omfavne børnenes kropslighed.

Fra fysisk aktivitet til kropspraksis

Kravet om motion og bevægelse i folkeskolen sigter på at fremme elevernes læring og hæve det faglige niveau. Kravet er stillet bl.a. på baggrund af forskning, som har identificeret en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og akademiske præstationer. Ifølge denne forskning kan fysisk aktivitet med moderat til høj intensitet fremme bl.a. elevernes koncentrationsevne og korttidshukommelse (Donnelly et al., 2016) . Det er naturligvis meget positivt i en læringssituation. Der er imidlertid en stor udfordring i denne tilgang til bevægelse i undervisningen. Den bagvedliggende forskning er baseret på et naturvidenskabeligt syn på læring, hvor læring er en proces, der kan måles og, hvis nødvendigt, optimeres. Det betyder, at barnet opfattes som en standard elev, der kan tilegne sig viden, når blot hjernen er klar. Enhver lærer ved dog, at det langt fra er sandheden. Børnene er individer, subjekter, med forskellige forudsætninger og karaktertræk, som bl.a. er påvirket af deres kulturelle baggrund, følelsesmæssige tilstand og kropslige erfaringer. Er et barn fx ked af det og isoleret fra de andre elever, påvirker det barnets muligheder for at tilegne sig ny viden og indsigt i et fagligt indhold. Har et barn fx et begrænset kropsligt repertoire, kan det have svært ved at interagere og kommunikere med klassekammeraterne. Fysisk aktivitet kan i en snæver læringsforståelse virke nyttig, men det er, som Brinkmann pointerer, ikke altid det nyttige, der er det meningsfulde (Brinkmann, 2016) . Der er derfor brug for at udvikle en kropspraksis i folkeskolen, som omfavner elevernes subjektivitet. Først der bliver bevægelse meningsfuld for elever og lærere.

Enactivism – krop og bevægelse er et fundament for erkendelse

Hvis motion og bevægelse i folkeskolen bliver et spørgsmål om mere eller mindre fysisk aktivitet, mener jeg, at man forskyder fokus væk fra det essentielle, nemlig at bevægelse er en fundamental vej til erkendelse. Følger man denne forståelse, bør bevægelse indgå som en central del af elevernes møde med det faglige indhold. Nyere forskning demonstrerer en tæt sammenhæng mellem netop kropslige erfaringer og kognition. Særligt Enactive Cognition indenfor kognitionsforskning betoner en sammenhæng mellem et bredt spektrum af sansemotoriske, følelsesmæssige og sociale erfaringer og kognitive processer (Gallagher, 2017) . Der er altså fokus på, at kognition ikke blot er processer, som foregår isoleret i hjernen, men derimod en proces, som er integreret med subjektive erfaringer formet og farvet af det liv, man lever. I enactive cognition spiller handlinger en central rolle, fordi handling skaber en relation til omverdenen, som afføder erfaringer, der påvirker de kognitive processer. Følger man denne læringsforståelse, bliver bevægelse i folkeskolen særdeles vigtig. Elevernes bevægelse kan være handlinger med det faglige indhold, hvor eleverne kan tilegne sig både sansemotoriske, følelsesmæssige og sociale erfaringer, der baner vej for indsigt og læring. Hermed bliver bevægelse i undervisningen ikke et spørgsmål om mængden af fysisk aktivitet, men en erkendelsesmæssig nødvendighed. Derfor er det vigtigt at fastholde kravet om bevægelse i undervisningen, men samtidig udfordre den instrumentelle tilgang til bevægelse, som præger diskussionen om bevægelse i undervisningen i dag. I det perspektiv, jeg udfolder her, er bevægelse et fundament for læring og erkendelse, og dermed flyttes bevægelse i undervisningen fra at være en perifer undervisningsmetode til at blive et centralt undervisningsprincip. Det kan bane vejen for meningsfuld bevægelse i undervisningen til glæde for eleverne, deres forældre og lærerne rundt om på de danske folkeskoler.

Referencer

Brinkmann, S. (2016). Ståsteder: 10 gamle ideer til en ny verden (1. udgave). Gyldendal Business.

Donnelly, J. E., Hillman, C. H., Castelli, D., Etnier, J. L., Lee, S., Tomporowski, P., Lambourne, K., & Szabo-Reed, A. N. (2016). Physical activity, fitness, cognitive function, and academic achievement in children: A systematic review. Medicine and Science in Sports and Exercise, 48(6), 1197–1222. https://doi.org/10.1249/MSS.0000000000000901

Gallagher, S. (2017). Enactivist interventions – Rethinking the mind. Oxford University Press.