Nymarkskolen i Slagelse modtager pris for deres pædagogiske arbejde med idræt og bevægelse
VIAs idræts- og bevægelsespædagogiske pris 2022
I uddeling af prisen lægges der vægt på, at modtageren har fremmet:
- meningsfulde, glædesfyldte og fællesskabende idræts- og bevægelsesoplevelser
- original viden og praksis om idræt og bevægelse
- debat om bevægelse og idræt i en pædagogisk kontekst
- lokal, national eller international pædagogisk og humanistisk forskning og udvikling i idræt og bevægelse
- viden og praksis gennem markante initiativer eller igennem en livslang indsats
Motivation for tildeling af prisen
VIAs idræts- og bevægelsespædagogiske pris gives i 2022 til Nymarkskolen i Slagelse, som med stort engagement inddrager og anvender idræt og bevægelse som både mål og middel. Nymarkskolens mangeårige arbejde har både været på et strukturelt niveau med udsyn, og på et kompetenceniveau der har givet indsigt. På skolen har alle elever 4-6 idrætstimer om ugen, og bevægelse integreres som en naturlig del af den faglige undervisning. Går man rundt på skolen, ser man derfor et undervisningsmiljø, hvor elever er i bevægelse og indgår i legende relationer. Skolen bryder desuden de vante grænser og tænker i et 0-18 års perspektiv, hvilket omfatter et samarbejde med omkringliggende daginstitutioner, foreninger og idrætsorganisationer. Skolen er således synlig i de kommunale indsatser. Det brede netværk omfatter desuden videregående uddannelser og deltagelse i diverse forskningsprojekter. Herigennem beriger skolen det faglige felt med praksiserfaringer og pædagogisk indsigt, som udvider mulighederne for idræt og bevægelse i skolen. Den stærke idræts- og bevægelsespædagogiske indsats på skolen bærer frugt, og eleverne mærker et både fagligt, trivsels- og sundhedsmæssigt løft. Nymarkskolen er et forbillede, der belønnes for at igangsætte initiativer, der bryder med normerne i skoleverdenen og medfører en vedholdende idræts- og bevægelsespædagogisk indsats.
Kontaktinformationer
Jens-Ole er cand. mag., ph.d. og docent i VIA University College, hvor han er leder af forskningsprogrammet Krop, Idræt og Bevægelse. Han forsker i eksistentielle temaer i børn og unges hverdagsliv i dagtilbud, skole og fritid i relation til motion og bevægelse i skolen, idrætsundervisning, bevægelse og leg. Han har bl.a. skrevet Rum der bevæger børn (2009), og redigeret bøgerne Vildt og farligt (2015), Motion og bevægelse i skolen (2018) og Sans for bevægelse (2020).