I en ny podcast er jeg blevet bedt om at fortælle om en pædagogisk rejse. Min pædagogiske rejse handler naturligvis om bevægelsesglæde. Jeg oplever, at når man snakker om bevægelse i pædagogik, så handler det mindre og mindre om bevægelse og i stedet om alle de positive sidegevinster, der kan være ved at bevæge sig. Hvis vi kun taler om, hvordan bevægelse kan bidrage til at fremme vores sundhed, maximere vores trivsel og effektivisere vores læring, så risikerer vi, at vi glemmer det, bevægelse handler om. Det som gør det meningsfuldt at bevæge sig. Det er forskelligt, hvad vi oplever er meningsfuldt, men et af de forhold der ofte fremhæves, er glæden ved at bevæge sig.

I bogen Sans for bevægelse har jeg skrevet et kapitel om bevægelsesglæde, hvor jeg prøver at forstå, hvad bevægelsesglæde er. I podcasten taler jeg med værten, Torkil Østerbye om børns bevægelsesglæde, og hvordan vi kan styrke sproget om glæde ved bevægelse. Bevægelsesglæde kan nemlig være forskellige ting, den fysiske glæde i nuet, når det kildrer i maven, glæden ved at overvinde en udfordring eller at yde sit bedste. Men bevægelsesglæde kan også knytte sig til vaner, identitet og stolthed over at være i bevægelse og at bevæge sig på den rette måde. Torkil udfordrer mig endvidere med, at jeg skal give nogle eksempler på, hvordan vi kan arbejde med bevægelsesglæde i daginstitutionen og i skolen. Lyt med og skriv gerne en kommentar om, hvad du synes giver bevægelsesglæde, eller hvordan man kan arbejde pædagogisk med at fremme børns bevægelsesglæde.