Alle har sikkert overhørt et barn spørge, om det må være med i en leg. Det kan være nervepirrende at afvente dommen… barnet kan enten få et ”ja” og blive inkluderet i legen eller blive afvist og dermed ekskluderet fra fællesskabet. Mange voksne har sikkert også opfordret børn, der ikke har nogen at lege med, til at spørge om de må være med. Men måske er det et letkøbt forslag…

I forskningsprojektet, Må jeg være med?”har vi undersøgt, hvordan man kan hjælpe børn med at komme med i legefællesskaber i skolen og i SFO. Som det vist er alle bekendt, er der flere og flere børn der mistrives, og der findes næppe noget mere hjerteskærende, end børn der ikke deltager i lege med andre børn.

Legeforskning har peget på den potentielt onde cirkel der består i, at børn skal deltage i leg for at blive gode til at lege, men at det samtidig kan være vanskeligt at få adgang til at deltage i leg, hvis man ikke allerede er god til at lege (Jørgensen & Skovbjerg 2020). Selvom man abonnerer på en legeforståelse, hvor det er deltagernes eget engagement, egne ideer, interesser og livsforhold der tillægges værdi (Mouritsen 1996) er det i pædagogiske sammenhænge ikke tilstrækkeligt med en hands-off pædagogik. Vi er nødt til at udvikle pædagogiske praksisser, hvor vi balancerer mellem at respektere børns frie leg og behovet for at hjælpe børn, der endnu ikke kan selv. Det er ikke nogen nem øvelse, og de følgende nedslag er da også kun et overfladisk blik ind i projektets resultater (se bl.a. Skovbjerg m.fl. 2020).

Deltagelsesmuligheder

En central indsigt i projektet er, at det formentligt er forfejlet at forestille sig, at alle børn kan være inkluderet hele tiden. Når vi definerer et fællesskab, er det altid i forhold til omverdenen, hvor der er nogle andre, der ikke er med. Derfor er det mere retvisende at tale om inklusions- og eksklusionsprocesser som præmis for menneskers sameksistens. Ideen hermed er at skabe blik for, at når vi arbejder på at inkludere børn, er der samtidigt ekskluderende processer i gang.

I konkret pædagogisk arbejde vil det ofte være mere konstruktivt at tænke på, hvordan man kan skabe nye og flere deltagelsesmuligheder i børns leg. Når børn ikke kan finde ind i leg, kan det være fordi, de ikke kan se sig ind i de roller og muligheder som legen tilbyder, og ligeledes heller ikke er i stand til at udvide legen med relevante alternative deltagelsesformer. I Må jeg være med-projektet igangsatte pædagogerne på et tidspunkt en Nerf gun leg, hvor børne skulle skyde efter hinanden med skumpile. Flere børn fandt i begyndelsen denne leg for voldsom og turde ikke deltage, som en af dem der skød og risikerede at blive skudt. Derfor udviklede pædagogerne andre deltagelsesmuligheder, hvor man kunne være læge, der kurerede de ”døde”, eller ”spejdere” der indsamlede ammunition. De fleste af de børn som afprøvede disse mere perifere roller i legen, fandt mod til senere at indgå i rollen med at skyde efter de andre med risiko for selv at blive skudt.

Den pædagogiske opgave med at finde nye og forskellige deltagelsesmuligheder kan både bestå i at igangsætte legeaktiviteter, hvor man har gennemtænkt og planlagt forskellige deltagelsesmuligheder, og i med sensitivitet at observere børns leg og støtte de børn der har legevanskeligheder med at finde en vej ind i legen. Men det er ikke nogen enkel opgave, og det kræver, at man har forståelse for legens orden.

At give til legen og at tage imod

I projektet udviklede vi begrebet legeorden for at kunne begribe og beskrive, at det ikke er alle handlinger, der skaber mening i en leg (Skovbjerg, Jørgensen & Sand 2022). I den ovennævnte skydeleg gav det ny dynamik til legen, da en pædagog rullede sig rundt i smerte og dramatiserede virkningen af, at han var blevet ramt med en skumpil. Pædagogen gav dermed noget nyt til legen, og det blev modtaget som meningsfuldt af de legende børn. Men det er ikke alle handlinger, der bliver opfattet som meningsfulde i de specifikke lege.

Udfordringen er, at det ikke er muligt at forudsige, hvilke handlinger det bliver taget positivt imod, og at man kun kan finde ud af det ved at afprøve det, ved at handle. Noget af det der karakteriserer leg, er nemlig – fx i modsætning til spil – at legeordenen kontinuerligt er under udvikling i legen. Det kan derfor være vanskeligt at pege præcist på, hvad en leg går ud på. Faktisk er noget af det særlige ved leg, at den løbende skal fodres. Leg er afhængig af, at deltagerne giver noget til legen, som både kan genkendes inden for legens orden og udvikle legeordnen. Men det er ikke titrækkeligt, at deltagerne giver noget til legen, det skal også forstås og accepteres af de øvrige legende.

Legens og legeordnens dynamiske udvikling kan være en del af svaret på, hvorfor nogle børn har vanskeligheder ved at indgå i leg. Samtidig peger det på, at det er en vigtig kompetence hos pædagogiske personale, at de er legekompetente på den måde, at de kan give noget til legen og hjælpe børn i legevanskeligheder med at se, hvad de kan bidrage med i legen.

Halvkontrollerbarhed

Leges dynamiske udvikling dækker over, at den indeholder noget ukontrollerbart. De fleste af de forhold mennesker beskæftiger sig med kan karakteriseres ved en bestræbelse på at opnå kontrol. Vi vil gerne kunne kontrollere naturen, vores følelser og i skolen og i daginstitutioner arbejder vi med læringsmål og pædagogiske læreplaner med henblik på at sikre og kontrollere, at vi opnår det, der er blevet defineret som værdifuldt.

Legen adskiller sig herfra ved at være uforudsigelig, og bedst som man tror, at man har indfanget, hvad der er det centrale i en leg, kan legeordenen ændre sig. Samtidig peger begrebet om legeorden på, at der også eksisterer en vis form for orden i legen. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har foreslået begrebet halvkontrollerbart som en type af aktiviteter, hvor der er særlig god mulighed for at trives. Han bruger dog ikke så meget trivselsbegrebet, men skriver om, hvordan mennesker kan opnå at være i samklang (resonans) med andre mennesker og omverdenen mere generelt. Leg må siges at være en aktivitet, der er kendetegnet ved at være halvkontrolleret, og dermed indeholder leg også et særligt potentiale i forhold til at skabe trivsel.

I Må jeg være med-projektet var det også en særlig pointe, at vi voksne ikke kunne skabe eller designe leg, men at det pædagogiske personales opgave er at understøtte, facilitere eller at designe for leg. Og der pålægger voksne i skoler og institutioner et særligt ansvar for at hjælpe de børn, som har vanskeligheder med at indgå i leg, men samtidig skal vi træde varsomt, så vi ikke risikerer at ødelægge legen og legeordenen. Og her er det vigtigt, at vi bruger os selv og finder vores indre legebarn frem, samtidig med at vi bevarer et professionelt overblik. Det pædagogiske arbejde er således – ligesom selve lege – et halvkontrollerbart anliggende.

Litteratur

Hansen, J. H., Skovbjerg, H. M., Sand, A.-L., Jensen, J.-O., Jørgensen, H. H., & Lieberoth, A. (2023). Inklusions- og eksklusionsprocesser i leg. Forskning i Pædagogers Profession Og Uddannelse, 7(1), 52–62. https://doi.org/10.7146/fppu.v7i1.136710

Jensen, J.-O., Jørgensen, H. H., Sand, A.-L., Hansen, J. H., Lieberoth, A., & Skovbjerg, H. M. (2022). Deltagelsesmuligheder i kreativ leg. Design based research-studie af leg i skolen. BUKS – Tidsskrift for Børne- Og Ungdomskultur. https://doi.org/10.7146/buks.v38i66.133771

Jørgensen, H. H., & Skovbjerg, H. M. (2020). “Det gjorde sygt, sygt ondt.” Forskning i Pædagogers Profession Og Uddannelse, 4(2). https://doi.org/10.7146/fppu.v4i2.122507

Mouritsen, F. (1996). Legekultur. Essays om børnekultur, leg og fortælling. Odense Universitetsforlag.

Rosa, H. (2020). Det ukontrollerbare. Eksistensen.

Skovbjerg, H. M., Hansen, J. H., Sand, A.-L., Jensen, J.-O., Lieberoth, A., Lehrmann, A., & Jørgensen, H. H. (2022). Må jeg være med? En forskningsrapport om leg, inklusion og fællesskab i skolen. https://www.designskolenkolding.dk/en/publications/ma-jeg-vaere-med

Skovbjerg, H. M., Jørgensen, H. H., & Sand, A.-L. (2022). At udforske leg i skolen i et økologisk perspektiv. Barn – Forskning Om Barn Og Barndom i Norden, 40(2), 41–56. https://doi.org/10.5324/barn.v40i2.4961