Spread the magic

Helle Winther fra Københavns Universitet modtager VIAs idræts- og bevægelsespædagogiske pris 2024

I uddeling af prisen lægges der vægt på, at modtageren har fremmet:

  • meningsfulde, glædesfyldte og fællesskabende idræts- og bevægelsesoplevelser
  • original viden og praksis om idræt og bevægelse
  • debat om bevægelse og idræt i en pædagogisk kontekst
  • lokal, national eller international pædagogisk og humanistisk forskning og udvikling i idræt og bevægelse
  • viden og praksis gennem markante initiativer eller igennem en livslang indsats

Motivation for tildeling af prisen

VIA’s idræts- og bevægelsespædagogiskpris uddeles for tredje gang og prisen tildeles i år til Helle Winther. Helle er lektor på Institut for idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Her underviser og forsker hun i emner relateret til dans og bevægelsespsykologi, samtidig med at hun af leder af forskningsgruppen om ”Embodiment, Learning and Social Change”.

Helle er ikke bare en fremragende formidler, forsker, teoretiker og praktikker, hun er også et meget generøst menneske, der gerne (altid?) siger ja og bidrager med oplæg, artikler og hendes viden. Hun har også tidligere modtaget en pris som årets underviser på Københavns Universitet og Gerlevprisen i 2019.

Når vi ønsker at give dig Helle VIA’s idræts- og bevægelsespris, er det især fordi, vi synes, du fortjener anerkendelse for gennem fænomenologien og bevægelsespsykologien at sætte fokus på kropslighedens, sanselighedens, æstetikkens, bevægelsens og idrættens eksistentielle værdier. Selvom dansen har en særlig plads hos dig, bidrager du til at kigge bagom idrætsdiscipliner, og gennem en holistisk tilgang insisterer du på, at krop og psyke bør tænkes sammen.

Du fortjerner også anerkendelse for, at du i din forskning interessere dig for og skaber ny erkendelse om professionspraktikkernes virke. At virke som sygeplejerske, lærer eller pædagog er i høj grad noget man gør med sin krop, og hvor ens sanselige nærvær er betydningsfuldt. Vi føler, at du har en særlig kærlighed til professionerne, og det er ikke kun idrætsundervisere der nyder godt af din faglighed.

Endelig synes vi, at du fortjener anerkendelse fordi du formår også at gøre vigtige og vanskelige problemstillinger tilgængelige i brede faglige kredse, og din teoriudvikling skaber på den måde grundlag for at udvikle praksis. Det kræver både mod, når du krydser ”forbudte” grænser i krydsfeltet mellem forskning og kunst. Men du insisterer på, at hvis man skal forstå kroppen, sanserne og bevægelsers betydning for menneskelivet, så må man gribe til et mere følelsesmættet og poetisk sprog. Du bruger praktikerfortællinger og sceniske beskrivelser til at forstå bevægelsesglæde, følelser og kærlighed. I dine tekster møder man både rødder og vinger, fodfæste og himmelkys, grounding og abstrakte begreber. Du kredser om sårbarhed, mod, åbenhjertethed, du skriver om, at man bliver forbundet af pædagogisk takt og bevægende øjeblikke. Og et sted skriver du: ”Kroppens sprog kan ligesom musik ses som en form for urmenneskelig kommunikation.” Helle har skrevet artikler om: At lære med kroppen, når bevægelse bevæger, om kunstneriske forskningsmetoder og en af hendes artikler hedder: ”You are too hot to be a researcher”:)

Helle, det er svært ikke at holde af dig og dit arbejde. Tak for det.

Kontaktinformationer

Jens-Ole Jensen, forskningsleder

VIA University College

joj@via.dk, 87551708

Jens-Ole er cand. mag., ph.d. og docent i VIA University College, hvor han er leder af forskningsprogrammet Krop, Idræt og Bevægelse. Han forsker i eksistentielle temaer i børn og unges hverdagsliv i dagtilbud, skole og fritid i relation til motion og bevægelse i skolen, idrætsundervisning, bevægelse og leg. Han har bl.a. skrevet Rum der bevæger børn (2009), og redigeret bøgerne Vildt og farligt (2015), Motion og bevægelse i skolen (2018) og Sans for bevægelse (2020).