I denne højtid for nytårsforsæt er det værd at huske på det fantastiske og magiske ved bevægelse. At bevæge sig behøver ikke være noget man gør for at rette op på en uhensigtsmæssig livsstil. Det er faktisk eksistentielt meningsfuldt at bevæge sig og ikke kun et nyttigt redskab til at genskabe en sund livsstil. I den pædagogiske verden taler vi ofte om bevægelsesglæde, som en af de centrale værdier vi gerne vil fremme blandt børn og unge, men hvad mener vi egentlig med bevægelsesglæde?

Den amerikanske sociolog Robert Putnam skriver i sin berømte bog, Bowling Alone om ”civic broccoli” som et fænomen, hvor bedrevidende eksperter ved, hvad der er godt for befolkningen, men som den sjældent finder særligt attråværdigt. Debatten om bevægelse er på tilsvarende vis fyldt med velmenende eksperter, der transformerer bevægelse til broccoli. Der er næsten ingen grænser for, hvilken vogn bevægelse bliver spændt foran. Bevægelse er godt for sundheden, trivsel og læring, blot for at nævne de tre goder som fremhæves i skolereformen for at begrunde indførelsen af 45 minutters motion og bevægelse i skoledagen.

Formålet med dette indlæg er ikke at betvivle disse effekter, men mere grundlæggende at stille spørgsmålstegn ved vores faglige sprog om bevægelse. Hvis vi kun udvikler fagsprog om de instrumentelle effekter af bevægelse, risikerer vi at overse de eksistentielle kvaliteter ved bevægelse.

Med spørgsmålet om ”Broccoli eller magi?” gælder lidt det samme som i spørgsmålet om, hvorvidt æslet drives bedst frem med en pisk eller en gulerod. Svaret er næppe et enten-eller, men snarere et både-og. Vi har nok alle oplevet – både som æsel og æseldriver – at nogle gange skal der mere kontante metoder til at få os op af sofaen. Det er imidlertid ikke altid, at der er behov for, at vi skal drives afsted, nogle gange bliver vi draget. Der er ofte noget i os, der ikke kan modstå bevægelse, fordi bevægelse kan være bevægende. Sagt med andre ord indeholder bevægelse kvaliteter, der er vanskelige at måle og definere, men som opstår i mødet mellem den enkelte og omverden. En magisk dimension.

Bevægelsesglæde

Bevægelsesglæde er et eksempel på en sådan magi. Når det er relevant at tale om det som magisk, hænger det sammen med, at det ikke er muligt at finde en formel for, hvad der skaber bevægelsesglæde, men at det i høj grad er forskelligt fra person til person og fra kultur til kultur. Som alle lærere, pædagoger og trænere eller instruktører i idrætsforeninger ved, så er der nogen der har vanskeligere ved at finde frem til bevægelsesglæde end andre.

For den inkarnerede løber er det ikke vanskeligt at finde glæde ved at løbe, ligesom håndboldspillere kan fyldes af boblende glæde ved ”duften” af harpiks eller ved tanken om at glide af på en tackling. Men hvis vi skal forstå dybden heraf og på sigt få endnu flere til at føle glæde ved bevægelse, må vi prøve at forstå hvad der gemmer sig herunder. For er det ikke sådan, at der kan være stor forskel på de følelser af glæde, der knytter sig til bevægelse? Den glæde et barn mærker i øjeblikket, når særligt høje sving på gyngen får det til at kildre i maven, er noget andet end den glæde, der knytter sig til et livslangt forhold til løb, og som får én til at identificere sig som løber. Tilsvarende er oplevelsen af at blive revet med i kampens hede anderledes end den tilfredshed og stolthed, der kan forbindes med at føle sig stærk og sund.

Kategorisering af bevægelsesglæde

I en forsøgsvis kategorisering af bevægelsesglæde kan man skelne mellem fysisk, metafysisk, traditionsbåret og forpligtende bevægelsesglæde. Fysisk bevægelsesglæde er en fornemmelse et sted i kroppen, som fx når det kildrer i maven, træthed i musklerne eller berøring som ofte er forbundet med frigivelsen af hormoner. Metafysisk bevægelsesglæde kan beskrives som kropslige oplevelser, der er hinsides den fysiske side af kroppen, men som opleves som meningsfulde. Det kan være følelsen af at mestre noget nyt, at få samspillet med andre til at spille eller spændingen i en kamp. Traditionsbundet bevægelsesglæde er ikke på samme måde knyttet til øjeblikket, men er mere langstrakt og knytter sig til ens identitet og traditioner. Det kan være, at man identificerer sig som løber, eller at man oplever det i forbindelse med traditioner og ritualer i alt fra at danse om juletræet til klyngen af medspillere, der samles efter en fodboldkamp. Endelig er der forpligtende bevægelsesglæde som i modsætning til de mere æstetiske glædesformer indeholder en etisk dimension. Her handler det ikke blot om at have det godt, men også om at gøre det godt i den forstand, at man stræber efter at leve op til nogle idealer. Her skal man leve op til såvel skrevne som uskrevne regler. I det perspektiv er det skamfuldt, hvis man ikke lever op til normerne, og man fyldes af stolthed, når det lykkes. En sejr der er hevet hjem ved at se gennem fingre med normer for fair play, kan måske godt give sejrens rus i øjeblikket, men vil for etikeren i længden føles lidt bittersød.

Dannelse

Når vi laver bevægelsesaktiviteter for børn (og andre), er det naturligt umiddelbart at rette blikket mod øjeblikket, men vi må samtidig have øje for et mere langstrakt perspektiv. Gentagelsen, traditionen og fornemmelsen for at noget er værd at stræbe efter, er dannelsesperspektiver, der kan tilføje nye dimensioner til bevægelsesglæden. I praksis er det desuden væsentligt at skabe en aktiv opmærksomhed rettet mod oplevelsen og forfine vores sprog og refleksioner om bevægelsesglæden. På den måde kan vi fremme de eksistentielle dimensioner ved bevægelse og bidrage til, at bevægelse kommer til at handle mindre om broccoli og mere om magi.

Læs mere om bevægelsesglæde i Sans for bevægelse, der udkommer på Hans Reitzels Forlag i februar. Heri kan du også finde 10 andre kapitler om fænomenologiske og eksistentielle dimensioner ved bevægelse og pædagogik.

Litteratur

Jensen, J.-O. (2020). Bevægelsesglæde. I: Sans for bevægelse (Ole Lund & Jens-Ole Jensen (red.). Sans for bevægelse. Hans Reitzels Forlag.

Putnam, R.D. (2001). Bowling Alone. Simon & Schuster.