Der findes næppe noget fag i skolen, hvor fællesskab og samarbejde udgør en lige så væsentlig, nødvendig og implicit del af praksis, som det gør i idrætsfaget. Man kan ikke spille partibold uden at have nogen at spille med og mod, man kan ikke lege fangeleg uden at have nogen at fange eller undslippe, man kan ikke lave akrobatik uden at have nogen at klatre på eller bære, man kan ikke danse vals eller folkedans uden at have nogen at danse med, og man kan ikke øve kraftspring uden at nogen hjælper. I modsætning til andre skolefag, hvor man bevidst vælger pædagogiske strategier med formål om at fremme interaktion eleverne imellem (fx peer teaching eller Cooperative Learning), er fællesskab og samarbejde som oftest indbygget i idrætsfaget. Den gensidige afhængighed er på den ene side meget tydelig i idrætsfaget og på den anden side også befordrende for udvikling af bl.a. tillid, ansvar og evnen til samarbejde og for oplevelsen af eksistentielt meningsfulde fællesskaber.

Oplevelsen af at være en del af et fællesskab, er en af de centrale drivkræfter ved idræt i skolen og fritiden og derfor bør mulighederne for oplevelse af fællesskab også være en naturlig del af idrætsundervisningen i skolen. Det er imidlertid ikke alle elever, som altid oplever at være en del af de fællesskaber, som eksisterer i idrætsundervisningen. Deltagelsen i idrætsundervisningen falder gennem skolelivet, og hvis vi ser på skolen mere generelt, så er der et stort antal børn og unge som mistrives.

Med udgangspunkt i at vi ved, at mange elever mistrives i skolen, at graden af deltagelse i idrætsundervisningen er svingende og generelt faldende fra 1.-9. klasse, og at oplevelsen af fællesskab og af at høre til har stor betydning for elevernes lyst til deltagelse i og udbytte af idrætsundervisningen, præsenterer denne artikel to tilgange til at opleve og arbejde med fællesskab i idrætsundervisningen. Jeg skelner i artiklen mellem 1) fællesskab som en eksistentiel drivkraft og 2) fællesskab som en måde at lære og være sammen på. Det er umuligt helt at adskille de to tilgange eller måder, men det kan alligevel give mening at skelne imellem dem, da de to tilgange fordrer noget forskelligt af undervisningen og underviseren.

Som afslutning peger artiklen på fem centrale forhold i lærernes pædagogiske og didaktiske overvejelser, når formålet handler om at fremme eleverens trivsel og oplevelse af fællesskab.

Du finder artiklen her i KVaNs udgivelse om Fællesskabende didaktikker