I løbet af et år har pædagoger fra både special- og dagtilbud i BUPLs udviklingsprojekt om ‘Eksperimenter med krop, sanser og bevægelse’ afprøvet mange forskellige eksperimentelle tilgange. Projektets formål har været at udvikle nye metoder til at arbejde eksperimenterende og legende med bevægelse i den pædagogiske praksis i daginstitutioner. Projektet var ledt af spørgsmålet: På hvilken måde kan eksperimentelle rammer og opgavestillinger skabe et legemiljø, der inspirerer børn til at være opfindsomme med krop, sanser og bevægelse?  Et såkaldt ‘læringslaboratorie’, bestående af pædagoger fra 3 børnehaver, pædagogstuderende og konsulenter fra VIA University College dannede rammen om videns- og erfaringsdeling. Laboratoriet havde til formål at skabe et kreativt miljø, hvor det var muligt i fællesskab at udvikle og afprøve innovative bevægelseslege og nye metoder til at arbejde med bevægelse og sansning.

Projektet var støttet af BUPL´s udviklingsfond og har vist, at en eksperimentel tilgang til pædagogiske aktiviteter kræver sin didaktik og både kan være spændende og udfordrende på en gang.  Der var nye og ukendte veje at gå; nogle veje var blinde og andre gange var vi for blinde til at se vejen. Men det er vilkårene ved den eksperimentelle arbejdsform, hvor vi med hvert enkelt eksperiment blev lidt klogere. Der er nemlig stor forskel på, hvordan man eksperimenterer. Sætter man eksperimenterende legemiljøer op, således at børnene selv kan eksperimentere, eksperimenterer pædagogen sammen med børnene eller er det pædagogen, der eksperimenterer for at udvikle nye bevægelsesmiljøer til gavn for børnene? I dette indlæg vil jeg tage afsæt i et eksperiment med elastik fra projektet, for at anskueliggøre væsentlige elementer ved den eksperimenterende arbejdsform.

Eksperimenter med elastik

Nye materialer inviterer ofte til undersøgende aktiviteter, og denne gang havde vi valgt et forholdsvist ukendt materiale, som for det meste bruges i tekstilbranchen – en elastik. En elastik er et blødt materiale og egner sig fremragende til at skabe forandringer i et rum. Kombinationen mellem det forandrede rum og materialets elastiske egenskab har potentiale til at gøre børn nysgerrige, og kan invitere til udforskende og eksperimenterende virksomhed. 100 m bukseelastik spændt op i en stue i en børnehave satte fantasien i gang, og inspirerede børnene til mange forskellige bevægelseslege, hvor de eksempelvis både brugte elastikken til at skabe et edderkoppenet, laserstråler og en katapult.

Elastik i en motorikbane kan opfordre børnene til  at kravle, hoppe eller snurre rundt på nye måder.

Et eksperiment i specialtilbuddet udviklede sig fra slangebøsse til en menneskelig katapult. Børnene startede med madelastikker, som de skulle sætte mellem to fingre for at skyde små pong-ponger af. Det var meget svært for børnene, og derfor blev legen modificeret og endte med, at pædagogerne fandt på at lave en stor slangebøsse, hvor børnene blev skudt af sted på et rullebræt.

Fra slangebøsse til menneskelig katapult

Dette syntes børnene var sjovt, og de blev optaget af og nærværende i legen i lang tid. Efter at de alle havde prøvet katapulten flere gange, lagde pædagogerne elastikken på gulvet. Børnene samlede den op og begyndte at trække hinanden rundt på rullebrætterne med elastikken i mellem sig. Aktiviteten fortsatte i lang tid uden at pædagogerne deltog eller rammesatte legen.

Børnene trækker hinanden rundt med en elastik imellem sig.

Som eksemplerne viser, kan nye materialer i kombination med kendte rumlige rammer og redskaber appellere til en undersøgende og eksperimenterende virksomhed. Med udformningen af en motorikbane med elastikker havde pædagogerne i børnehaven skabt et rum, der appellerede til, at børn selv kunne være undersøgende og eksperimenterende. Eksperimentet i specialbørnehaven viste væsentlige processuelle aspekter, når børnene og pædagogerne eksperimenterede i fællesskab. På baggrund af disse og andre erfaringer fra projektet har vi fundet ud af, at afgrænsede rammebetingelserne og konkrete opgaver er væsentlige egenskaber for den eksperimentelle praksis.

Rammebetingelser

Eksperimenterende processer kræver klart afgrænsede rammer. Det har forskningen om eksperimentel praksis i både naturvidenskaben og kunsten vist. Afgrænsede rammer har potentiale til at fremme kreativitet. F.eks. er ‘benspænd’ i teater og film en kendt metode for at sætte nyskabende processer i gang. Eksperimentelle rammebetingelser danner en empirisk struktur, der tillader deltagerne at rette fokus på et udsnit af virkeligheden og udforske bestemte parametre af denne virkelighed. Afgrænsningen reducerer kompleksiteten og åbner op for mere differentierede og detaljerede undersøgelser i tid og rum.

I pædagogiske kontekster er det hovedsageligt pædagogen, der i første omgang definerer og sætter rammerne. Ofte ligger en rammesætning implicit i opgavestillingen, og ovenstående eksempler viser, at arbejdet i et afgrænset felt kan bidrage til eksperimenterende virksomhed og nyskabelse. Rammerne skal være kendte for børnene således, at deres viden, kunnen og færdigheder kan sættes i spil. Deres erfaringer danner afsæt for eksperimenterende processer, og rammebetingelser skaber således mulighed for at børnene løbende kan videreudvikle deres erfaringer.

Opgavestillingen

Når pædagoger og børn eksperimenterer i fællesskab, kræver det konkrete opgavestillinger, der sætter søgeprocesser i gang. Opgaven er det styrende element og guider søgeprocessen, som kan rettes mod at undersøge det ukendte, opfinde det nye og skabe det særlige. Opgavestillingen må således appellere til undersøgende handling i grænseområdet mellem erfaring og ikke-erfaring. Herigennem sættes handlingsorienterede søgeprocesser i gang, hvor viden, færdigheder, redskaber og materialer bringes i dynamisk samspil.  Børnene og pædagogen ved ikke i forvejen, hvor de er på vej hen, og de er ej heller sikker på vejen dertil. I de fleste tilfælde er resultatet af et eksperimentelt forløb anderledes end forventet, og nogle gange finder man noget, man slet ikke har søgt efter. Enden af vejen er således uforudsigelig, men er betinget af egne kropslige og sanselige erfaringer.

Den eksperimenterende arbejdsform

Et karakteristisk element ved den eksperimentelle arbejdsform er dens rettethed mod fremtiden. Heri ligger et indbygget paradoks. Det nye eller ukendte ligger uden for egne erfaringsmuligheder og skal først findes og erkendes som nyt, ellers vil det ikke være nyt. Men det nye kan kun opleves og erfares inden for egne erfaringsmuligheder. Udfordringen i den eksperimenterende arbejdsform ligger deri, at fastholde en åbenhed og evnen til at erkende det nye på baggrund af det, der er og var. Opmærksomhed skal rettes på de brud og nydannelser, der opstår i processen, når pædagoger og børn eksperimenterer i fællesskab. Idégenerering og udvikling kan med fordel betragtes som en kollektiv proces, og jo flere der deltager, des større er muligheden for, at der sker noget nyt. Men ikke alle veje fører til noget nyt, og nogle gange farer man vild. Men som en pædagog bemærkede, gør det heller ikke noget:  ”Det er sjovt at se børnene, når de opdager at jeg som voksen heller ikke ved, hvor vi skal hen og hvor vi ender”.

Blume, M., Kusk, H., Svendsen, S., Vorre, G. & Johnsen, M. L. (2017). Eksperimenter med æstetik og digitale medier i pædagoguddannelsen. I: Hansen, Nils Falk (red.): Æstetikken tilbage i pædagogikken: På opdagelsesrejse mod ukendte mål. Dafolo, s. 97 – 114

Blume, M. (2016). Æstetik og eksperimenter i børnehaven. BUPL, bupl.dk/inspiration.

Tanggaard, Lene (2014): Opfindsomhed. Gyldendal Business.

BUPL Rapport: Eksperimenter med krop, sanser og bevægelse findes her