Når man arbejder med eksperimenterende processer i børnehaven, skal man være klar til at improvisere, inddrage børnene og gøre op med den hårde funktionalisme, som kan præge pædagogiskpraksis og dets redskaber.

Børnene på billedet eksperimenterer med forskellige måder til at få bolden op i luften på og gribe den. Billede: Camilla Kjær

Som dagtilbudspædagog er man underlagt at arbejde med ”Den styrkede pædagogiske læreplan” og herunder også temaet ”Krop, sanser og bevægelse”. Et af temaets to mål er, at børn skal have en eksperimenterende tilgang til bevægelse, men jeg har oplevet, at dette kan være svært at få implementeret i hverdagen. For realiteten er en anden. Ofte er den pædagogiske praksis præget af hård funktionalisme, som kan gå på kompromis med mere eksperimenterende tilgange.

Som pædagogstuderende på Via University College er man i to gange 6 måneders praktik gennem uddannelsen. I min 3 praktik fik jeg mulighed for at være en del af projektet ”Eksperimenterende tilgange til krop, sanser og bevægelse”. Her fik jeg mulighed for at arbejde med, få indsigt i og være en del af, hvordan børn undersøger og eksperimenterer, men også hvordan vi kan gøre det sammen.

Et eksempel fra min praktik hvor den eksperimenterende tilgang gik godt, var en situation på legepladsen.

En dreng går rundt på legepladsen og løfter skiftevis to sten i forskellige størrelser med sine hænder. Jeg spørger ham ”Hvilken sten er tungest? Han svarer ”De er lige tunge, hvis jeg putter den store i min stærke arm”. Jeg spørger, om vi skal undersøge, om de er lige tunge, og vi finder en bøjle og to spande. Jeg skruer en skrue i en af pælene, som holder solsejlene, og vi hænger bøjlen og spandene herpå. Mange børn kommer til, og vi vejer forskellige genstande fra legepladsen. Dagen efter er undersøgelsen stadig spændende, og vi udvider med et vaterpas på bøjlen, så det er nemmere for børnene at se, hvornår tingene eksempelvis vejer lige meget.

Børnene og jeg glemte tid og sted og var opslugte af at undersøge og eksperimentere med, hvad ting vejer. Børnene løb frem og tilbage på legepladsen for at finde ting, og de holdt nøje øje med, hvor boblen i vaterpasset bevægede sig hen ad. Jeg foreslår, at vi hælder vand i den ene spand, hvortil en pige siger: ”Jamen Camilla, vand vejer ikke noget, det falder bare ned fra himmelen”. Dette eksperiment går vi videre med, og vi undersøger videre de næste par dage.

På billederne ses børnene, der undersøger, hvad de forskellige genstande vejer. Billede: Camilla Kjær.                 

Eksemplet demonstrerer hvordan pædagoger kan understøtte børnenes iboende nysgerrighed og lyst til at eksperimentere, ved at spørge ind til og gå med på det som børne er optaget af og byder ind med.

På samme tid fik jeg også øjnene op for, hvor mange begrænsninger pædagoger kan skabe, når det handler om at eksperimentere med krop, sanser og bevægelse.

Et andet eksempel fra min praktik:

Vi står på legepladsen og dets multibane. Her er 2 mål og nogle bolde til rådighed. Vi spiller lidt fodbold, som vi plejer, men en af børnene finder på, at vi skal tage skovlene fra sandkassen og lægge en bold på håndtaget. Herefter hopper børnene og jeg ned på skovlenes gravedel og ser boldene flyve op i luften. Nogle børn prøver på at gribe bolden, når den kommer retur. Vi udvikler på legen, så man pludselig er hold af 2 og 2, men … en pædagog kommer til og siger: ”Hov, skovlene høre til i sandkassen og er til at grave med”.

I det legen blev forstyrret af en pædagog, som havde en forståelse af, at skovlene var til at grave med, døde energien og flowet i legen for os. Dette var et eksempel på den hårde funktionalisme, som jeg oplever sommetider præger pædagogisk praksis.

På billedet ses børnene, der anvender skovlene som rampe til at skyde boldene op i luften. Billede: Camilla Kjær

Dette er ikke et enestående eksempel, men noget flere af mine medstuderende kan nikke genkendende til gennem deres praktikker. Børnene har ikke altid en bagtanke om at ville bruge redskaberne eller deres kroppe uhensigtsmæssigt. Tværtimod kan børns fantasi og nysgerrighed på verden gå tabt ved pædagogers indsnævret syn på redskabers hårde funktionalisme. Så hvordan kan man få vendt denne forståelse af børns eksperimenterende tilgange?  For begrænsningerne kan være mange, men mulighederne er endnu flere. Jeg tror blot, det gælder om at turde slippe kontrollen og så se, hvad der sker.

Jeg fandt min inspiration fra Sonja Svendsens (2014) tilgang til improvisation i pædagogisk arbejde, som jeg blev præsenteret for på studiet. Hun finder sin inspiration i jazzmusikken og tager afsæt i jazzmusikeren Keith Sawyers teoretiske tilgang. I følge Sawyer er begreber som ”Yes, and … ”, ”Don’t write the Script in Your Mind” og “Listen to the group” et afgørende mindset for improvisation. Denne tilgang tager udgangspunkt i at stå i det åbne og turde se, hvad der sker, når man inddrager børnene. Her er også noget at hente for dig som pædagog, hvis du tør følge denne tilgang og være klar på at stå i det åbne, men også for dig, som stadig mener, at en skovl er til at grave med. For med denne tilgang, får man virkelig mulighed for at se verden fra børnenes perspektiv og være medskaber af deres verdensforståelse, hvilket jeg er meget optaget af.

3 gode råd fra mig:

1. Brug din nysgerrighed og mød børnene og kollegaerne med åbenhed. Sig, ja til de tilbud og input der kommer og giv næring til disse.
2. Planlægning er vigtig, men læg det i baghovedet. Stol på din faglighed og grib det der opstår i nuet.
3. Vær opmærksom på, hvad der sker i børnegruppen, altså hvad optager dem, hvad kommer børnene med af tilbud og input. Når du lytter til gruppen, kan i sammen finde vejen.

Litteratur

Svendsen, Sonja (2014). Improvisation – om pædagogens møde med barnet i æstetiske processer. I. Tidsskrift for Nordisk Barnehageforskning. Vol. 8, Nr. 7, s. 1-14