Både forskere og praktikere der arbejder med idræts- og bevægelsespædagogik, kender til de mange fordele, som fysisk aktivitet kan have for vores sundhed, både fysisk og mentalt. Men i en stadig mere teknologisk og resultatorienteret verden er det afgørende at minde os selv om, at værdien af idræt og bevægelse rækker langt ud over blot fysiske eller psykologiske gevinster. I mit seneste arbejde har jeg argumenteret for, at vi skal rette fokus mod de særligt menneskelige aspekter af idræt, hvor kropsligt engagement, tvetydighed og den formative kraft ved aktiv gentagelse står centralt (Aggerholm, 2024). Lad os se nærmere på, hvordan dette perspektiv kan være relevant for idræts- og bevægelsespædagogik i dag.

Kropshumanisme

Den nuværende tendens til at måle og vurdere idræt og bevægelse ud fra fysiske og psykologiske effekter kan føre til, at vi overser, hvad der gør idrætsaktiviteter grundlæggende betydningsfulde. Selvom det er vigtigt at anerkende, at fysisk aktivitet kan bidrage til vores generelle trivsel og velvære, er det lige så vigtigt at tage idræt og bevægelse alvorligt som et område med værdi i sig selv, hvor vi engagerer os som hele mennesker. 

Når vi betragter idrætsaktiviteter med et fokus på det som kan måles og vejes, er der fare for at vi reducerer bevægelse til noget mekanisk eller funktionelt. Jeg foreslår i stedet en anden tilgang, der er forankret i en kropshumanistisk forståelsesramme (Fuchs, 2021, 2024). Det indebærer en betoning af menneskers kropslige eksistens, kropslige relationer til andre mennesker og en økologisk sensitivitet for den naturlige verden vi er en del af. En kropshumanistisk tilgang kan gøre det muligt at se idræt og bevægelse som en arena, hvor mennesker erfarer og former deres eksistens på meningsfulde og bæredygtige måder.

Det unikke ved menneskelig kropslighed

Kernen i dette kropshumanistiske perspektiv er anerkendelsen af kropslighed. Idræt og bevægelse er et unikt område, fordi det involverer kroppen på måder, der sammenfletter fysiske, følelsesmæssige og sociale dimensioner. Dette kropslige engagement handler ikke blot om at aktivere vores muskler og kredsløb, og være mere eller mindre fysisk aktive. Det handler om den levede erfaring af at bevæge sig, hvor vi mærker, erfarer og forbinder os med omgivelserne og andre mennesker.

Tænk for eksempel på et barn, der lærer at stå på skateboard. Glæden og usikkerheden ved at holde balancen, få knubs, lave tricks og latteren med vennerne er oplevelser, der går langt ud over det fysiske. Som praktikere og forskere bør vi interessere os mere for de righoldige kropslige oplevelser, som gør idræt og bevægelse meningsfuld, og mindre mod effekterne af aktiviteterne. Det kan hjælpe deltagere til at udvikle et dybere forhold til det at bevæge sig, til deres egen krop og deres omgivelser. Hvis vi ønsker at give børn og unge livslang bevægelsesglæde, så må vi tage sit udgangspunkt i de kropslige og sanselige erfaringer som idrætsaktiviteter kan tilbyde.

At omfavne tvetydighed

Et andet vigtigt aspekt er at omfavne tvetydighed. Idræt og bevægelse er fuld af usikkerhed og spænding. Her er aktiviteter forankret i erfaringer af det uforudsigelige og spændingen mellem at lykkes og fejle. Disse elementer skaber en særlig form for frihed og mening.

Tag for eksempel spilaktiviteter. Her vendes op og ned på mål-middel logikken i hverdagslivet, hvor børn for eksempel sætter sig på cyklen (middel) for at transportere sig til skolen (mål) og overholder færdselsreglerne for at undgå ulykker. Når vi derimod engagerer os i spil, så bliver spilmålet (f.eks. at få en bold i nettet) til middel, mens det egentlige mål er aktiviteten i retning af spilmålet. Vi stiller mål op for at kunne spille og vi indordner os under regler fordi de muliggør bestemte handlinger. Spillets rammer giver en særlig frihed og med øje for den kan idræts- og bevægelses pædagoger skabe aktiviteter, hvor deltagerne erfarer aktiviteternes iboende tvetydighed og spænding. Ved at spille, kan børn og unge erfare glæden ved at miste sig selv når de overvinder unødvendige forhindringer og de kan stræbe efter at nå et mål, fordi det gør det muligt at deltage i spillet – for spillets egen skyld.

I takt med, at vi stræber efter målbare effekter af idræt og bevægelse, risikerer vi at true denne unikke karakter. Derfor bør den særlige frihed i idrætsaktiviteter beskyttes og fremmes, især i en tid, hvor teknologi og standardisering truer med at gøre idræt og bevægelse mere målbar og forudsigelig, og dermed mindre menneskelig.

Gentagelsens kraft

Endelig er gentagelse en helt central del af idræt og bevægelse. Men det er et begreb, der ofte misforstås. I idrætsaktiviteter handler gentagelse ikke blot om at lære udenad eller at udføre den samme øvelse igen og igen. Det handler om aktivt at engagere sig i at forme vores kropslige vaner. Gennem aktiv gentagelse udvikler børn og unge nye måder at bevæge sig. Denne proces, som både kan være frustrerende og tilfredsstillende, giver dem mulighed for at udforske og udvide deres kropslige potentiale.

For eksempel, når man øver en ny gymnastisk øvelse igen og igen, handler det ikke kun om at perfektionere teknikken. Det handler også om tålmodigt at mærke bevægelsen på nye måder og opleve glæden ved overgangen til at kunne noget mere. Derved kan gentagelse være et vigtigt element i kropslig dannelse. Aktiv gentagelse gør det muligt at kropsliggøre og forme nye måder at være til stede i verden på. Med øje for gentagelse kan vi se idræt og bevægelse som en formativ kraft, hvor mennesker formes og udvikles gennem kropslige udfordringer.

Lad os tage idræt alvorligt som en menneskelig praksis

Kort sagt opfordrer en kropshumanistisk tilgang os til at tage idræt og bevægelse alvorligt, ikke kun som et middel til fysisk eller psykologisk gevinst, men som en særlig menneskelig aktivitet. Den opfordrer os til at se idrætsaktiviteter som en måde at udforske vores kropslige, tvetydige og formbare eksistens. Med mit teoretiske arbejde for at afklare nogle elementære menneskelige dimensioner af idræt håber og tror jeg ikke, at det sidste ord er sagt. Jeg håber derimod, at det kan være en invitation til forskere og praktikere til videre udforskning af de mangfoldige måder børn og unge kan finde mening i idræt og bevægelse. Hvis vi retter vores interesse mere mod dette grundlag, og mindre mod de sekundære og afledte effekter af bevægelse, så kan vi sammen skabe aktiviteter og fællesskaber, hvor børn og unge vokser, ikke kun i styrke og færdigheder, men også i forståelse og værdsættelse af, hvad det vil sige at være et bevægende menneske i relation til andre og til verden omkring os. Lad os holde det menneskelige i centrum for vores praksis, så vi kan gøre idræt og bevægelse endnu mere engagerende og betydningsfuld for dem, vi arbejder med.

Referencer

Aggerholm, K. (2024). Sport humanism: Contours of a humanist theory of sport. Journal of the Philosophy of Sport, online first. https://doi.org/10.1080/00948705.2024.2388775

Fuchs, T. (2021). In Defence of the Human Being: Foundational Questions of an Embodied Anthropology. Oxford University Press.

Fuchs, T. (2024). Narcissistic Depressive Technoscience. The New Atlantis, 2024(76), 79–95.