Hvordan kan voksne i børnehaven understøtte og udvikle en sund øvelseskultur?

Det er tomt at mene, at pædagogik handler om at give børnene erfaringer, fordi det får de uanset hvad. Det er også tomt at mene, at børnene aktivt skal tilegne sig erfaringer, for dette gør de også uanset hvad. Hvad der derimod er godt, er, at se på erfaringens kvalitet og altså hvordan barnet øver sig. I de analyser og vurderinger bliver pædagogikken fyldt med liv og vitalitet.

Nærværende projekt har undersøgt, hvordan børnehaven giver børnene mulighed for at fordybe sig i øvelsesprocesser, og hvordan de voksne støtter og faciliterer børnene heri. På baggrund af især et korttidsetnografisk feltarbejde har vi undersøgt øvelsesbegrebet i forhold til, hvordan øvelse udfolder sig og kan forstås i pædagogisk praksis. Vi forstår øvelse som aktiviteter, hvor mennesker tilstræber at forbedre deres formåen gennem gentagelse (Aggerholm, Standal, Barker, & Larsson, 2017).

På baggrund af dette arbejde peger vi blandt andet på en skelnen mellem forskellige måder pædagoger kan være sammen med børn på, som kan anvendes i arbejdet med at støtte børns øvelsesprocesser. Disse måder har vi valgt at kalde samhandlingsformer.

Hvad er den voksnes rolle? I en artikel i bogen ‘Sans for bevægelse‘ peger vi på, at den voksnes rolle er at forstå og støtte barnet i at blive følelsesmæssigt afstemt i forhold til det, der øves på. Artiklen argumenterer og diskuterer desuden hvordan den voksne mest fordelagtigt kan understøtte øvelseskulturen ved brug af forskellige samhandlingsformer. I det perspektiv argumenterer artiklen for, at det er vigtigere for barnets øvelsesproces, at den voksne er tilgængelig, sensitiv og løbende søger at forstå, hvad barnet øver sig på, end at de lærer dem hvordan skeen håndteres.

Nørgaard, F. & Jensen, J.-O. (2020). Øvelse – Bevægelse og eksistentiel læring i børnehaven. I. Lund, O. & Jensen, J.-O. (red.). Sans for bevægelse. Livsnerven i pædagogisk arbejd. Hans Reitzels Forlag.