Opmærksomhed på idrætsundervisning i indskolingen
Nyt materiale til idrætsundervisere i indskolingen og deres ledere
Idræt i skolen er et fag med rammer og aktiviteter, der på mange måder er anderledes end andre fag. Idrætsundervisningen i indskolingen har derfor til opgave at danne grundlag for børns forståelse af faget og skabe en god idrætskultur. Mange børn har let ved at forstå, hvad det går ud på i det idrætsfaglige rum, der i sine aktiviteter ofte veksler mellem orden og kaos, imens andre børn har sværere ved at aflæse koderne og fornemme, hvad der foregår, og hvad aktiviteterne går ud på. Dette kan betyde, at de ikke formår at indstille sig hensigtsmæssigt på hinanden, være deltagende eller indgå i berigende læreprocesser. Samtidig kan de opleves forstyrrende for undervisere og klassekammerater. Vi opfatter og omtaler disse børn som ”Børn med opmærksomhedsudfordringer”.
Vi har i dette udviklingsprojekt valgt at tage udgangspunkt i netop disse børns forudsætninger i udarbejdelsen af anbefalinger for tilrettelæggelse og gennemførelse af idrætsundervisning for hele klassen. Formålet er, at fremme inklusion og styrke undervisningen for alle børn.