Mariehønen Evigdans – en oversigtsmodel til arbejdet med dans og udtryk
Mariehønen Evigdans er opstået, da jeg manglede en oversigt og inspiration til, hvad undervisningen i dans og udtryk skulle og kunne indeholde, og hvordan jeg kunne lave en varierende, inspirerende og dynamisk undervisning.
Mariehønens krop er lig med basis indenfor dans og udtryk, indeholdende: Musikforståelse noderne TOTS (Takt, Opbygning, Tekst og Stemning), Labans BESS (Body, Effort, Space og Shape), anvendelsesmuligheder af BESS samt koreografiske virkemidler. Elementerne fra Mariehønens krop udgør basis for at kunne undervise og arbejde med hvilket som helst indhold og tema.
Mariehønens vinger er det, der får undervisningen op at flyve. Det er undervisningen – som på den ene vinge består af et indhold og på den anden vinge består af et tema. Om det er indholdet, der vælges først og derefter kobles til et tema, eller omvendt, kan være op til den enkelte underviser. Essensen er, at en mariehøne skal bruge begge vinger for at flyve, og det skal undervisningen i dans og udtryk også. Begge dele er en nødvendighed jf. idrætsfagets formål og ide.
Mariehønens hoved symboliserer, hvordan vi er nødt til at tænke og lægge planer for, hvad det er vi vil med undervisningen i dans og udtryk, samt hvordan vi vil opnå det mål. Med andre ord – hvad er det for nogle didaktiske og metodiske overvejelser vi gør os? Disse overvejelser ligger i mariehønens hoved.
Mariehønen kan se med sine øjne, og dette skal symbolisere, hvordan vi gerne vil have andre til at se det, som vi har skabt i dans og udtryk. Altså, hvordan skal vi fremvise en koreografi eller sekvens, hvilket ofte er et del- eller slutmål med undervisningen i dans og udtryk enten internt eller eksternt.
Mariehønen har sine følehorn ude, hvilket symboliserer, at vi altid skal have antennerne ude for at se, hvad der rører sig lige nu blandt den målgruppe vi underviser, både på nationalt og internationalt plan. På den måde holdes undervisningen nutidig og relevant for deltagerne.
Oversigtsmodellen kan i den nuværende form være retningsgivende for undervisningen, og samtidig har den mange frihedsgrader til at variere eksempelvis didaktiske og metodiske valg, så de passer til den enkelte underviser. Gennem bogen Mariehønen Evigdans – en oversigtsmodel til arbejdet med dans og udtryk, har jeg lavet mange modeller, der visuelt skal illustrere hvordan teori og praksis kan kobles sammen.
Bogens fundament er bygget på Rudolf Labans bevægelseslære – Body, Effort, Space og Shape – forkortet til BESS. BESS bliver beskrevet under basis, men tankerne og forståelsen om BESS går igen gennem hele bogen.
Bogen, Mariehønen Evigdans, henvender sig primært til lærere i skolen, lærerstuderende og ansatte på professionshøjskoler, der underviser i dans og udtryk. Gymnasielærere og andre, der underviser i dans og udtryk, vil også kunne anvende modellen som inspiration til undervisningen.
På www.TriniTakt.dk kan bogen Mariehønen Evigdans – en oversigtsmodel til arbejdet med dans og udtryk købes, ligesom modellen kan købes på 1×1 m lærred, der kan tages med eller hænges i undervisningslokalet. Ligeledes kan der i webshoppen købes: De enkelte modeller (noderne TOTS, BESS osv.,) samt konkrete aktiviteter der udspringer fra modellen. Webshoppen opdateres løbende med modeller, aktiviteter og materialer – lige til at tage med i undervisningen.