Man kan let finde mange tutorials på internettet, der introducerer til tekniske aspekter omkring, hvordan man bliver god til at jonglere. Dette blogindlæg er tænkt som en alternativ guide til jonglering, der snarere har fokus på eksistentielle aspekter omkring, hvordan man bliver god til at jonglere. Det er skrevet ud fra en overbevisning om, at det at tilegne sig færdigheder, det at ”blive god til noget”, ikke bare er en teknisk udfordring men også en eksistentiel udfordring.

Du behøver ikke købe en dyr cykel eller et dyrt musikinstrument for at få dig en ny hobby. Alt du skal bruge er nogle strømper og noget ris. Hæld noget ris i tre strømper og bind en knude. Du kan også bruge æbler eller appelsiner, men hold dig fra tennisbolde, da de vejer for lidt og hopper for meget. Så er du klar. Så har du, hvad du skal bruge for at komme i gang med en ny hobby: jonglering. Så har du hvad du skal bruge for at blive en del af en tusinder af år gammel disciplin, der er blevet praktiseret i mange forskellige gamle civilisationer. En disciplin, der har meget mere at byde på, end hvad det i vores samfund som regel bliver forbundet med; gøgl og underholdning. En disciplin der lærer dig, at før man kan lykkedes må man gentage og fejle meget og længe. En disciplin der handler om at duellere mod tyngdekraften, som hiver dig ud af hverdagslivet og ind i en anden dimension. Men vær varslet: Det er let at blive afhængig af det – jeg taler af erfaring.

Jonglering hører, ligesom fx hækling, sjipning og læsning, under kategorien simple og billige hobbier, man altid kan have i sin taske og altid tage op, når man keder sig. De simple og billige hobbier har den store fordel over sofistikerede og dyre hobbier, såsom faldskærmsudspring eller sejlsport, at de er meget mindre skrøbelige. Udfordringer som dårligt vejr, dårlig økonomi, andre menneskers sygdom eller pandemier kan ikke forhindre dig i at udøve disse hobbier. Desuden er de selvfølgelig også bedre for klimaet. Der er således ræson i at sige, at en stor hobby er en lille hobby.

Den gruppe af filosoffer, der i det gamle Grækenland gik under betegnelsen ”kynikere” havde en stor indsigt, nemlig at det som er simpelt og ikke kan købes for penge udløser de største glæder. At få ting fx kan hamle op med et glas køligt vand, efter længe at have tørstet, eller at mærke forårssolen på sin hud, efter at have været igennem en mørk og kold vinter. Når jonglering er noget særligt, tror jeg på en lignende måde, atdet handler om, at jonglering repræsenterer noget simpelt, der ikke kan købes for penge. Den rus man kan få ved at jonglere legende og improviserende under en blå himmel, hvor man med næsen i sky følger de bolde, man sender rundt på himlen, alt imens man mærker den friske og iltholdige luft trænge op gennem næsen til hjernen, kan ikke købes for penge. Det er en rus, man ikke køber med penge men med øvelse.

Det er en god gammel didaktisk indsigt, at det er lettere at tilegne sig kundskaber end færdigheder; at det med andre ord er lettere at tilegne sig knowing that-viden (fx at vide at hovedstaden i Kina er Beijing) end knowing how-viden (fx at vide hvordan man binder en knude, såsom et pælestik) (se fx: Fibæk Laursen, 2003; Ryle, 2000). Som Per Fibæk Laursen har udtrykt denne indsigt: ”At give en klasse elever kundskaber om det engelske sprogs grammatik er langt lettere end at lære dem at tale engelsk” (Fibæk Laursen, 2003, s. 83). Man kunne også eksemplificere det på den måde: Man kan nemt og hurtigt lære, at hovedstaden i Kina er Beijing, men at lære hvordan man binder et pælestik kræver, som al færdighedstilegnelse, at man er villig til at gentage og fejle. Forskellen på at tilegne sig kundskaber og færdigheder kan næsten sammenlignes med forskellen på at tænde ild med en lighter og lave ild på den oprindelige primitive facon. Tilegnelse af kundskaber kan gøres så let som et fingerknips, mens tilegnelse af færdigheder involverer vedholdenhed og undertiden også sved på panden. Færdigheder er således et fænomen, der ikke synes at passe særligt godt ind i vores tids trang til at ville gøre alt (selv uddannelse) hurtigt og nemt. Det repræsenterer noget langsommeligt og svært. Færdigheder synes heller ikke at passe godt sammen med tendensen i samtiden til at ville være perfekt og ufejlbarlighed, for skal man tilegne sig færdigheder, må man netop sætte sig selv på spil og finde sig i at fejle, falde og dumme sig.

Ovenstående danner baggrund for at forstå, hvorfor jonglering er svært. Hvorfor Google eller kunstig intelligens ikke kan hjælpe dig meget, når det kommer til at lære at jonglere. I uddannelsessystemet kan man få point, hvis man kan demonstrere nogle kundskaber, men i jonglering kommer man ingen vegne med kundskaber. Tyngdekraften er ligeglad med dine kundskaber, den har kun respekt for dine færdigheder. Du kan have nok så mange kundskaber om jonglering, fx vide meget om matematiske aspekter ved jonglering; det gør dig ikke i stand til at jonglere. Det er færdigheder, ikke kundskaber, der gør dig i stand til at jonglere. Jonglering er en disciplin, der er langt mere baseret på færdigheder end på kundskaber. Det er derfor en disciplin man kun lærer ved at gentage og fejle meget og længe, for kun gennem at gentage og fejle kan man tilegne sig færdigheder. Selvom vor tids pædagogiske og didaktiske diskurs sjældent taler om vigtigheden af at gentage og fejle, og hellere vil tale om sjovere ting som kreativitet, flow og leg (von Oettingen, 2016, s. 107) ændrer det ikke på, at det er essentielt for færdighedstilegnelse.

Det, at jonglering handler om at gentage og fejle, betyder, at jonglering i praksis handler meget om konstant at tabe boldene eller andre objekter (dvs. fejle), og konstant at samle dem op og forsøge igen (dvs. gentage). Det er en grundlæggende del af jonglering, også når man bliver god (selvom man lærer at tabe boldene mindre). Således siger jongløren Anna Emilie Pedersen: ”Jonglører er de største tabere, for det er det, vi bruger det meste af vores tid på”.[1] Hvis du ikke er villig til konstant at gentage og fejle, hvis du ikke er villig til konstant at samle bolde op fra gulvet, fordi tyngdekraften straffer den mindste fejl, så er jonglering ikke en hobby for dig. Men husk samtidig på: Det er netop fordi jonglering er svært, at det også er tilfredsstillende, når man lykkedes, på samme måde som det giver en større tilfredsstillelse at have besteget et bjerg til fods end med en lift.

Det, at du lærer at jonglere ved at tilegne dig færdigheder, betyder i praksis, at du lærer at jonglere gennem leg og øvelse. Leg og øvelse synes at repræsenterer to forskellige (men alligevel beslægtede) metoder eller strategier for færdighedstilegnelse. Når leg og øvelse er velegnet til færdighedstilegnelse, kan det bl.a. hænge sammen med, at leg og øvelse er aktivitetsformer, der ideelt set begge er kendetegnet ved gentagelse og at være villig til at sætte sig selv på spil og påtage sig udfordringer, med det resultat at man naturligt fejler meget.

I min egen jongleringspraksis oplever jeg dog også leg og øvelse som forskellige aktivitetsformer. I den legende jonglering kaster jeg boldene, i både bogstavelig og overført betydning, op i luften, og ser hvad der sker. Jeg har ikke en plan for, hvad der skal ske. Jeg finder på tricks og variationer hen af vejen og forholder mig åbent til, hvad der skal ske. Jeg jonglerer ligesom eventyren, der ikke følger en fast rejseplan, men finder på ting at foretage sig undervejs og hele tiden forholder sig åbent til, hvad der skal ske. I den øvende jonglering er jeg anderledes målrettet og fokuseret. Jeg har nogle kriterier og standarder, jeg forsøger at leve op til, idet jeg forsøger at gøre noget bestemt. Det kan fx være at lave et bestemt kast, der opfylder nogle bestemte kriterier og standarder, fx at få boldene til at flyve med samme afstand og i samme højde. Jeg gentager igen og igen, i et forsøg på at blive bedre og bedre til at leve op til de normer, jeg har i hovedet, dvs. mit eget ideal om perfektion.

Denne subjektivt oplevede forskel på legende og øvende jonglering kan måske forstås sådan, at leg og øvelse adskiller sig i forhold til opmærksomhed. Jeg har andetsteds argumenteret for, at øvelse er kendetegnet ved en koncentreret, fokuseret og anstrengende form for opmærksomhed, mens leg mere kendetegnet ved en mere omskiftelig, stimulus-søgende og afslappende form for opmærksomhed (Hansen, 2023). Det er min egen erfaring, at en god jongleringssession involverer et samspil mellem leg og øvelse. Hvis jeg har en session, hvor jeg kun har jongleret legende, fordi jeg ikke orker at øve mig, kan jeg let komme til at føle, at jeg bare har fjollet rundt, og ikke har forbedret mig på nogle punkter. Hvis jeg omvendt har haft en session, hvor jeg har pisket mig selv til ikke at lege men kun øve, kan jeg let komme til at føle, at det bliver for surt og anstrengende i længden. Eller for at bruge John Deweys (1913) distinktion mellem fooling og drudgery: Leg uden øvelse kan føles som fooling, mens øvelse uden leg kan føles som drudgery.

At jonglering handler om at gentage og fejle meget, før noget lykkedes, får du allerede et indblik i, når du skal i gang og lære den mest elementære form for jonglering med tre bolde; kaskaden. For at lære at jonglere kaskaden må du øve dig snarere end at lege. Du må først gennem øvelse over en indstigningstærskel før du kan begynde at lege. Du må øve dig i den forstand, at du må følge nogle instruktioner, der involverer nogle normer og regler.

Her er nogle af de instruktioner, du skal bruge for at komme godt i gang. Stil dig i oprejst positur, sænk skulderne, lad fødderne stå i skuldrebredde og hold albuerne inde mod kroppen, når du skal kaste. Start med at øve at kaste med en bold. Øv dig i at kaste bolden i en pæn parabelbue, med boldens toppunkt lidt over dit hoved, fra højre til venstre hånd og tilbage igen. Du kan evt. forestille dig, at du står under en dørkarm. Når du har bolden i højre hånd, skal du kaste bolden op mod venstre hjørne af dørkarmen (altså kaste diagonalt), og når har bolden i venstre hånd skal du omvendt kaste bolden mod højre hjørne. Det kan føles lidt kedeligt, men dette hører sig til øvelse. Selvom vi i vores tid er bange for kedsomhed, er kedsomhed ikke noget, man kan blive helt fri for i øvelse. Når du har fået bevægelsen ”ind i kroppen”, er du klar til at øve kast med to bolde. Hvis du er højrehåndet, starter du med at kaste bolden i din højre hånd i en parabelbue over i din venstre hånd. Når bolden når sit toppunkt, kaster du bolden i din venstre hånd i den samme bevægelse. Du laver således et swap: Du kaster bolden i din højre hånd over i venstre, og bolden i din venstre hånd over i højre. Når du får denne bevægelse ind i kroppen, har du et fundament for at forsøge dig med tre bolde. Her får du et indblik i, hvad det vil sige at jonglere; at gentage og fejle igen og igen, hele tiden samle bolde op fra gulvet for at prøve igen. Et tip kan her være, at stille dig over en seng eller sofa, så du skal bruge mindre tid på at samle bolde op.

På et tidspunkt lykkedes det, og du mærker en lille lykkerus. Du har taget første trin op ad en stige, en stige der er svimlende høj og har svimlende mange trin. Det er ikke kun computerspil, der handler om at stige i level, det gør jonglering også. Ved at kravle op i de højere luftlag får du ikke goder som penge, magt og kropslig nydelse, men mere værdifulde goder, såsom leg, inspiration, ekstase og kreativ rus.

Som nybegynderjonglør kan du allerede, som et resultat af vedholdende øvelse, stifte bekendtskab med en af disse goder, nemlig legen. Når øvelse gør dig i stand til at lege, synes det dels at hænge sammen med, at du gennem øvelse indøver tricks, du kan bringe i spil i legen, dels at du gennem øvelse vinder et opmærksomhedsoverskud til overhovedet at kunne bringe disse tricks i spil. Dette opmærksomhedsoverskud manifesterer sig også ved, at mens du i starten, for at kunne gribe boldene, må kaste boldene højt og mobilisere fuld (kontrolleret) opmærksomhed, bliver du som et resultat af vedholdende øvelse i stand til at gribe boldene uden at skulle kaste højt og mobilisere fuld opmærksomhed. Øvelse betyder med andre ord, at tyngdekraften opleves som mindre voldsom. For nybegynderjongløren opleves tyngdekraften som en stærk og nådesløs kraft, der straffer den mindste uopmærksomhed ved at sende boldene hårdt mod jorden, mens tyngdekraften for den mere øvede jonglør opleves som en svagere og nærmest venlig kraft, man kan lege med – tyngdekraften bliver éns legekammerat. Dette er kun en anden måde at sige på, at du i kraft af øvelse vinder et opmærksomhedsoverskud, der gør dig i stand til at lege.

Det er svært at overdrive, hvor meget øvelse belønner én som jonglør. Når du bliver en øvet jonglør – så øvet at de ikke-øvede bliver svimle bare af at se på – bliver tyngdekraften en ven, du får et nært og intimt forhold til. Objekterne i dine hænder bliver pensler, og himlen over dig bliver et gigantisk blåt lærred, hvorpå du med dine kast udtrykker dine indfald og ideer. Du maler billeder som ikke hober sig op fysisk, men som kun eksisterer imens du jonglerer. Oven i dette bliver du en gang imellem belønnet med oplevelser, hvor du glider ind i en improvisation, hvor det ikke er dig, der jonglerer, men hvor du bliver jongleret, som var du en marionetdukke, der blev styret af nogle fra oven. Igen: Du kan ikke købe dig til alt dette med penge, kun med øvelse.

Uanset om du vil lære at jonglere, eller om du har nok i at lege og øve en anden disciplin, ønsker jeg dig held og lykke med at lege og øve, med konstant at fejle og gentage, med konstant at samle de bolde op du taber, og prøve igen.

For flere eksistentielle perspektiver på jonglering, leg og øvelse kan du lære mere her: Leg og øvelse anskuet gennem jonglering af Søren Hørning Hansen (paradoks.nu)

Litteratur

Dewey, J. (1913). Interest and Effort in Education. Houghton Mifflin Company.

Fibæk Laursen, P. (2003). Didaktik og kognition – En grundbog. Gyldendals Lærerbibliotek.

Hørning Hansen, S. (2023). Øvelse forøger vores evne til at lege. I: H. Knudsen, J. E. Kristensen & J. B. Nielsen (Red), Leg på spil – i pædagogik og uddannelse. Akademisk Forlag.

Ryle, G. (2000) [1949]. The Concept of Mind. Penguin Books.

von Oettingen, A. (2016). Almen didaktik – mellem normativitet og evidens. Hans Reitzels Forlag.

[1] 2:05: HØJSKOLE HACK: Lær at jonglere med 3 bolde – YouTube