Fornemmelse for egen krop og kropsbevidsthed – hvordan lærer vi det?

Fra vores forskningsprojekt omkring bevægelse i folkeskolen, vil jeg gerne dele en historie med jer, som jeg finder central i debatten om, hvordan vi får implementeret mere bevægelse i folkeskolen.

Historien handler om en erfaren lærer i folkeskolen, der hedder Søren. Søren er midt i fyrrene underviser i matematik og er populær blandt eleverne, kollegerne, ja hos alle. Mange ser op til Søren, for han er dygtig. Han forstår at motivere eleverne og få dem til at lære noget. Han kan sit fag, han har styr på det pædagogiske og det didaktiske. Som kollega er han gavmild, han hjælper og giver ud af sin erfaring, og han er altid frisk på at lytte og give gode råd. Men der er noget, der udfordrer Søren. En udfordring som en dag bliver helt åbenlyst for ham selv, hans kollegaer og for os som er med i projektet.

Udfordringen viser sig en dag vi i projektet arbejder med at udføre simple bevægelsesøvelser, som vi prøver sammen med lærerne som en del af vores projekt, og her beskrevet gennem disse observationer:

Vi står alle i en stor rundkreds sammen med lærerne fra to klasser. Vi starter ud med klappeøvelser på hele kroppen. Vi beder lærerne klappe sig selv på arme, maven, ryg og benene – både forside og bagside. Søren har svært ved at nå ned til benene for at klappe på siderne ad dem. Han strækker sig besværet. I næste øvelse er der fokus på rytme og bevægelser. Vi giver forskellige kommandoer ”gå et skridt til højre, og to skridt til venstre”. Lærerne er koncentreret og følger kommandoerne. Så laver vi modsatte bevægelser, dvs. gå frem, når der bliver sagt ”Gå tilbage” og gå til højre, når der bliver sagt ”venstre”, vi griner højt, når vi ramler ind i hinanden. Det er en del af øvelsen at lave fejl, men Søren synes det er ubehageligt: ”Det der…”, siger han: ”det kunne jeg aldrig gøre med en klasse. Jeg synes selv, at det er alt for svært”.

Afslutningsvis laver vi øvelser, hvor vi har opmærksomhed på åndedrættet. Seven-Eleven hedder øvelsen, hvor man trækker vejret ind, mens man tæller til 7 og puster ud mens man tæller til 11. ”Jeg har jo slet ikke luft nok!”, udbryder Søren.  

Med historien om observationen af Søren, ønsker jeg at sætte fokus på en problemstilling, som jeg tænker, vi har overset i vores ellers ihærdige arbejde med at implementere bevægelse i folkeskolen. Der er arbejdet med idébanker med bevægelsesøvelser i massevis. Der er arbejdet med, hvordan bevægelse kan være et didaktisk element i undervisningen. Der er kigget på rammerne for undervisningen – hvor, hvordan og hvor meget bevægelse der skal være. Men har vi glemt mennesket i underviseren og lærerens egen kropslighed? Har vi glemt Søren, der oplever nogle simple bevægelsesøvelser som en udfordring?

Jeg er uddannet fysioterapeut og underviser på Fysioterapeutuddannelsen i Aarhus. Sammen med to andre lektorer indgår jeg i et forskningsprojekt, hvor vi undersøger, hvordan lærerne gennem deres arbejde med motion og bevægelse i undervisningen søger at finde nye veje til bevægelse i folkeskolen, og hvor vi søger at understøtte et fællesskab, hvor alle elever er med! Det vil sige, hvordan læreren med fokus på egen kropslighed og bevægelse kan understøtte et inkluderende fællesskab, når elever med opmærksomhedsmæssige udfordringer skal være med. Projektet har fokus på samspillet i klassen, med særligt blik for de elever, der udviser opmærksomhedsmæssige udfordringer. Samtidig har projektet fokus på, hvordan lærerne kan udvikle og arbejde med deres didaktiske refleksivitet og praksis angående kropslighed og bevægelsesaktiviteter. Lærernes praksis viste sig her at være en øjenåbner for, hvor forskellig lærernes egen kropslighed og tæft for at undervise i bevægelse var, og at det har en stor betydning for om, hvad og hvordan lærerne arbejder med bevægelse som en del af undervisningen.

Formålet med dette blogindlæg er at skabe opmærksomhed på, hvordan vi som professionelle udvikler den nødvendige fornemmelse og tæft, for det indhold, som vi skal lære fra os. Det indhold, som man som f.eks. lærer skal lære andre, handler i høj grad om at være et skridt foran, at kunne indholdet lige lidt bedre for at kunne lære andre det. Og at kunne styre og have indflydelse på, at det går i den rigtige retning. Det gælder også, når vi arbejder med bevægelse i folkeskolen.

Jeg og muligvis andre har taget det for givet, at selvfølgelig kan alle lærere hoppe på et ben, mens de tæller til ti. Men historien om observationen med Søren fortæller mig og forhåbentlig også jer, at vi har en dialog til gode. En dialog om, hvordan vi hjælper lærere og pædagoger i folkeskolen, til rent faktisk at have de kropslige og erkendelsesmæssige menneskelige forudsætninger for at kunne leve op til opgaven og lovkravet om de 45 minutters bevægelse i skoledagen. Det handler dels om egen kropsbevidsthed og kropslighed, og dels om, hvordan man forvalter egen kropslighed. Søren skal muligvis ikke kunne hoppe på et ben for at få eleverne til at gøre det, men det har han måske en opfattelse af, at han skal kunne. Dette kunne handle om at udvikle egen kropslighed, men også at erkende egen kropslighed og i forlængelse heraf handle derefter.

Og hvordan gør vi så det? Hvordan hjælper vi Søren, og formentlig også andre, der kan være udfordret på egen kropsbevidsthed, til rent faktisk at have lyst og motivation til at initiere bevægelse med børnene i folkeskolen? Hvordan udvikler vi disse kompetencer? Og har vi de fag og moduler på læreruddannelsen, som giver de kommende lærere forudsætningerne for, at kunne mærke efter og fornemme deres egen krop samt handler derefter, når de arbejder med bevægelse i skolen?

Jeg tænker her særligt på de, som ikke tager linjefag i idræt. Bliver bevægelse kun en opgave for idrætslærerne, så bliver bevægelseselementerne ikke en naturlig del af undervisningen ligesom at bruge tale, PowerPoint eller bøger. Kan vi f.eks. på grunduddannelsen arbejde med de studerendes kropsbevidsthed, eller hvordan klæder vi bedst lærere på og kompetenceudvikler dem til at kunne og have lyst til at arbejde med bevægelse i undervisningen, når det er en del af forventningen?

Med vores forskningsprojekt er både vi, Søren og kollegerne omkring Søren blevet opmærksomme på udfordringen med at initiere til bevægelse, når man udfordres i at mærke sig selv. Søren forstår potentialet i at arbejde med bevægelse i undervisningen, men i projektet oplevede vi Søren blive kropsligt udfordret. Søren var modig nok til at erkende denne udfordring og sætte ord på det over for kollegaer og over for os. Men det løste ikke Sørens udfordring – at opnå større fornemmelse for egen krop.

Mit syn på bevægelse og kropslighed er selvfølgelig præget af min egen professionsidentitet som fysioterapeut, hvor vi har fokus på krop og bevægelse. Jeg tror ikke, at vi kan læse os til at være kropsbevidste. Det skal trænes og øves gennem selv at sanse, opleve, føle, fornemme og mærke kroppen, og det kræver, at vi klæder lærerne og pædagogerne godt på til det. Det kan vi ikke bare per automatik forvente, at alle besidder. Lad os derfor hjælpes med at sætte mere fokus på lærernes egen kropslighed, så både de nuværende og kommende lærere bliver rustet til at løfte opgaven – ikke kun på indholdsniveau med øvelser og didaktikken, men i høj grad også som en vigtig del af deres egen kropslige professionsdannelse.