En idrætspædagogisk model med fokus på elevernes sociale og emotionelle læring

Kroppen som instrument

Sjældent har kroppen fået så meget opmærksomhed i skolen som i dag hvor eleverne bl.a. gennem idræt, motion og bevægelsesaktiviteter skal styrke deres sundhed, motivation og læring (Undervisningsministeriet, 2014). Skolereformen fra 2014 må siges at hylde en mere instrumentel tænkning om kroppens anvendelse i skolen, med fokus på at føre eleverne ud af folkeskole og gøre dem parate til ungdoms og videregående uddannelser. Men uddannelsesbegrebet består både af et ud- og et dannelseselement. For idræt, krop og bevægelse favner selvfølgelig bredere i en skolekontekst, og indeholder også et dannelsespotentiale, der kan være med til at forme den enkelte elev og give denne egenskaber til at kunne begå sig ikke blot i uddannelse og arbejde men i livet generelt.

Idrætsfaget i folkeskolen har også særlige dannelsestematikker i Fællesmål som fx kompetenceområdet ’Samarbejde og ansvar’ (Undervisningsministeriet, 2016). Igennem idræts- og bevægelsesaktiviteter skal idrætsfaget give eleverne forudsætninger for at tage ansvar og indgå i forskellige sociale kontekster. Det er egenskaber, som eleven forhåbentlig kan bruge i andre kontekster end idrætsfaget og den specifikke situation. Kompetenceområdet ’Samarbejde og ansvar’ skal altså være med til at forme eleverne til at forstå og forholde sig til dette dannelsestema. Dannelsestemaerne er altså til stede i Fællesmål, men litteraturen er stadig sparsom med tilgange, der fokuserer eksplicit på, hvordan man arbejder med de forskellige dannelsestemaer.

Lifeskills

Den amerikanske idrætsprofessor Don Hellison har arbejdet med udviklingen af børns personlige og sociale udvikling igennem idræts- og bevægelsesaktiviteter. Han udviklede deraf en idrætspædagogisk model, der har som mål at lære skoleeleverne om det han kalder ’lifeskills’ igennem idræt og bevægelse, samtidig med at de arbejder med idrætsfaglige mål (Hellison, 2010). Igennem udvalgte pædagogiske tilgange med hvert sit foki tilskynder modellen børnene til at adaptere særlige personlige og sociale værdier til gavn for dem selv og andre. Modellen hedder for ’Teaching Personal and Social Responsibility’ (TPSR), og modellens overordnede værditænkning er at gå fra en egocentrering til en samfundsorienteret modenhed, og målet er, at værdierne bliver en integreret del af elevens verden.

De enkelte fokusområder skal ikke ses som endelige mål, men i højere grad som en måde at lære at være menneske på. Det handler altså ikke om at give eleverne særlige koder eller svar, men om ’People making’, og for Hellison, var dette ligeså værdifuld en del af idrætsundervisningen som alt andet. Modellen har sidenhen givet inspiration og afsæt til en videre tænkning af, hvordan man eksplicit kan arbejde med Social og Emotionel Læring (“CASEL – The collaborative for Academics, Social and Emotional Learning,” 2019), men her vælger jeg at præsentere Hellisons oprindelige TPSR model.

Mål

TPSR fokuserer på, at eleverne internaliserer 5 overordnede mål:

1) Respekt. Eleverne kan respektere andres interesser og følelser, har selvkontrol og kan løse konflikter i fordragelighed.

2) Samarbejde og indsats. Eleverne kan samarbejde om specifikke opgaver og kan motivere sig selv til at igangsætte og prøve nye opgaver eller aktiviteter.

3) Målrettet og vedholdende. Eleverne kan forblive målrettet og tro mod egne målsætninger og modstå gruppepres.

4) Omsorg og lederskab. Eleverne kan udvise omsorg, empati og bekymre sig om andre i klassen.

5) En transfer af værdierne til andre kontekster. Eleverne kan integrere TPSR værdierne i andre sammenhænge af deres liv og herigennem være rollemodeller.

Modellen handler om at eksplicitere elevernes sociale adfærd, og hvilken betydning dette har for eleven selv og klassekammeraterne. Modellen dikterer ikke, at man underviser kronologisk efter målene. Selvom Hellison antager et hierarki for den enkelte elevs udvikling, kan elever selvfølgelig være målrettede og kontrollerede den ene dag for den næste dag ikke at være det.

Pædagogisk tilgang

Metoderne og undervisningsindholdet er op til den enkelte underviser, men modellen kræver, at underviseren målsætter undervisningen både for TPSR relaterede og andre idrætsfaglige mål. Undervisningen gennemføres ud fra en række pædagogiske tilgange, som giver mulighed for at arbejde med de intenderede mål. Disse pædagogiske tilgange inkluderer at give eleverne gradvist mere medbestemmelse, peer teaching, samarbejdsaktiviteter og tillade eleverne at tage mere og mere ansvar for deres egen læring.

Hellison beskriver fx, hvordan han har undervist gennem invitationer, for at arbejde med elevernes ansvarsfornemmelse. Eleverne skal først og fremmest have lyst til at være med for at lære noget. Når eleven vil og er klar til at være med, kan de være med, indtil da må de sidde ude. Ligeledes har han anvendt tilgange som ’5 Clean Days rule’, hvor eleverne blev udfordret på deres selvkontrol med et særligt fokus i 5 dage, for at arbejde med elevernes selvkontrol.

 “When you are doing nothing and they are doing everything then you are doing everything” (Don Hellison, 2006).

Vigtigt for modellen er, at eleverne efter hver lektion får lov til at reflektere over deres egen adfærd, og efterfølgende diskutere og give hinanden feedback i fht. de specifikke mål, som de har arbejdet med.

Med mere end 20 års kendskab til en social og emotionel læringstilgang viser forskningen, at TPSR undervisningen styrker elevers psykiske og sociale trivsel i klassen og skolen som helhed, giver et bedre undervisningsmiljø samt flere andre positive adfærdsmæssige ændringer, og at disse effekter af undervisningen også holder ved i livet efter skolen (Escartí, Gutiérrez, Pascual, & Marín, 2010).

Hvad kan vi bruge det til?

Modellen bærer præg af en behavioristisk tilgang til undervisning, som de angelsaksiske lande har haft tradition for, hvor skoleidrætteni Skandinavien hviler mere på en Klafkiansk dannelsesforståelse. TPSR eller Social og Emotionel Læring bliver også flere steder beskrevet som et program med dets specifikke mål og tilgange, hvilket foranlediger mig til at tænke, at modellens effekt er vigtigere end dens proces. Til trods for Hellisons vision om at skabe mennesker, så kan modellen med et kritisk blik komme til at minde om en adfærdsregulering og hermed bidrage til en skabelse af menneskelig ensretning, og det er vel ikke det vi vil med idræts- og bevægelsesaktiviteter i skolen?

Hvorfor er modellen så alligevel værd at tage et kig på? TPSR-modellen kan dels være med til at bevidstgøre hvilke dannelsestematikker de pædagogiske modeller vi anvender i undervisningen arbejder med. Endvidere kan den muligvis være med til at stille spørgsmål ved og give inspiration til sammenhænge mellem de dannelsestematikker vi ønsker at fokusere på, og de pædagogiske tilgange vi vælger at undervise ud fra. Endeligt kan modellen give inspiration til spørgsmål, der kan få eleverne til at reflektere over deres adfærd.

Litteratur:

CASEL – The collaborative for Academics, Social and Emotional Learning. (2019). Retrieved August 7, 2019, from https://casel.org/

Escartí, A., Gutiérrez, M., Pascual, C., & Marín, D. (2010). Application of Hellison’s Teaching Personal and Social Responsibility Model in Physical Education to Improve Self-Efficacy for Adolescents at Risk of Dropping-out of School. The Spanish Journal of Psychology, 13(2), 667–676. https://doi.org/10.1017/S113874160000233X

Hellison, D. (2010). Teaching Personal and Social Responsibility Through physical activity (3rd ed.). USA: Human Kinetics.

Undervisningsministeriet. Bekendtgørelse af lov om folkeskolen, 2016 § (2014). https://doi.org/AT004898

Undervisningsministeriet. (2016). Fællesmål for faget idræt. Ministeriet for børn, unge og ligestilling. Retrieved from http://www.emu.dk/sites/default/files/Fælles Mål for faget idræt.pdf