Dannelse og idrætsdidaktiske modeller

De seneste 20 år har der især i den engelsksprogede del af verden været en stigende interesse for at basere idrætsundervisningen på idrætsdidaktiske modeller med henblik på at kvalificere en mere alsidig idrætsundervisning både i forhold til mål, indhold og undervisningsmetoder (Kirk 2013, Metzler 2017).

Idrætsdidaktiske modeller kan beskrives som en art undervisningsdesign, der lægger særlig vægt på, at der er en sammenhæng mellem målet for undervisningen, indholdet og undervisningsmetoden (Kirk 2013). Således vil idrætsundervisning baseret på en idrætsdidaktisk model bestemme en retning for, hvordan der kan undervises for at opnå målene for modellen (Standal 2018).

Et eksempel på en idrætsdidaktisk model er Teaching Games for Understanding (TGfU), der tager afsæt i, at eleverne lærer og erfarer en specifik idrætskultur ved at spille spillet (Bunker & Thorpe, 1982). Modellen sætter således fokus på elevernes taktiske forståelse fremfor deres tekniske færdigheder, og undervisning baseret på modellen anvender derfor modificerede spil, der er tilpasset elevernes udviklingsniveau (Casey & Kirk, 2021). En idrætsdidaktisk model beskriver på denne måde en retning for, hvordan undervisningen skal foregå, men efterlader på samme tid idrætslæreren med en frihed til at tilpasse modellens principper til egen undervisning.

Undervisning efter en idrætsdidaktisk model kan derved være med til sikre en sammenhæng mellem undervisningens mål, form og indhold, men det er anvendelsen af flere forskellige modeller (en modelbaseret praksis), der kan være med til at kvalificere en mere alsidig idrætsundervisning (Kirk 2013). I artiklerne ”Dannelse og idrætsdidaktiske modeller” og ”Versatility and pedagogical models in Physical Education” undersøger vi, hvordan man kan forstå alsidighed i idrætsundervisningen som et dannelsesideal, og hvordan det kan være med til at kvalificere valget af idrætsdidaktiske modeller.

I artiklerne trækker vi på uddannelsesforsker Gert Biesta (2020), der argumenterer for, at al undervisning bør begynde med en afklaring af undervisningens ”hvorfor”. Biesta bygger sit forfatterskab på et dannelsesteoretisk grundlag og argumenterer for, at formålet med uddannelse kan beskrives gennem tre domæner: kvalifikation, socialisation og subjektifikation (2020). I artiklerne anvender vi Biestas perspektiv til at analysere en række idrætsdidaktiske modeller for, hvilke dele af formålet de særligt understøtter, og vi argumenterer for, at en alsidig modelbaseret praksis må indeholde idrætsdidaktiske modeller, der kan understøtte alle tre domæner af formålet med uddannelse. I tabellen nedenfor kan du læse hvilke idrætsdidaktiske modeller, der særligt understøtter de forskellige domæner af formålet med undervisning.

Således peger vi på, at man bør reflektere over hvilke modeller, der kan relatere sig til de tre dele af uddannelsesformålet, når man planlægger en modelbaseret praksis.

Læs artiklerne ved at trykke på linket, Dannelse og idrætsdidaktiske modeller & Versatility and Pedagogical models in Physical Education.

Undervisningens formål Idrætsdidaktisk model
Kvalifikation The Direct Instruction Model, Teaching Games for Understanding
Socialisation The Sport Education Model, Cooperative Learning
Subjektifikation Øvelse, Movement literacy

Litteratur:

Biesta, G. (2020). Risking Ourselves in Education: Qualification, Socialization, and Subjectification Revisited. Educational Theory, 70(1), 89–104.

Bunker, D., & Thorpe, R. (1982). A model for the teaching of games in the secondary school. Bulletin of Physical Education, 10, 9–16.

Casey, A., & Kirk, D. (2021). Models-based Practice in Physical Education. Routledge.

Kirk, D. (2013). Educational Value and Models-Based Practice in Physical Education. Educational Philosophy and Theory, 45(9), 973–986.

Metzler, M. W. (2017). Instructional Models in Physical Education. Routledge.

Standal, Ø. F. (2018). Kropslig dannelse – “Bevægelsesliteracy” som pædagogisk model. In J.-O. Jensen, H. T. Jørgensen, & E. S. Volshøj (Eds.), Motion og bevægelse i skolen (1st ed., pp. 55–69). København: Hans Reitzels Forlag.

Esben er cand. scient. idræt, og lektor på Læreruddannelsen i Aarhus på VIA University College, hvor han underviser i faget idræt og er en del af forskningsprogrammet Krop, Idræt og Bevægelse. Esben er særligt optaget af fænomenologiske og eksistentielle temaer for børn og unge i relation til idræt og bevægelse i skolen, og har bl.a. været med til at redigere bogen "Motion og bevægelse" i skolen (2018).

Jens-Ole er cand. mag., ph.d. og docent i VIA University College, hvor han er leder af forskningsprogrammet Krop, Idræt og Bevægelse. Han forsker i eksistentielle temaer i børn og unges hverdagsliv i dagtilbud, skole og fritid i relation til motion og bevægelse i skolen, idrætsundervisning, bevægelse og leg. Han har bl.a. skrevet Rum der bevæger børn (2009), og redigeret bøgerne Vildt og farligt (2015), Motion og bevægelse i skolen (2018) og Sans for bevægelse (2020).