Øvelse i idrætsundervisningen

”Du skal øve dig” lyder en ofte anvendt sætning, særligt i forbindelse med undervisning i idræt. Det er også nærliggende at betragte en stor del af idrætsundervisningen i skolen, som øvelse af elevers kropslige færdigheder. Men talemåden klinger måske efterhånden lidt hult hos elever, der får at vide, at de skal øve sig, og kigger vi nærmere på begrebet vil man opdage, at vi som idrætsundervisere ikke fuldstændigt kan diktere hvornår eleverne skal øve sig. For at der er tale om øvelse må eleven nemlig først og fremmest være drevet af at ønske om at forbedre sine færdigheder. Vi kan således ikke helt bestemme at eleverne skal øve sig, da vi på samme tid må anerkende elevens subjektive ønsker om at ville øve sig. Det må dog forventes, at idrætsundervisningen tager afsæt i de objektive mål for faget, så når undervisningen arbejder med øvelse, må vi som idrætsundervisere balancere mellem fagets objektive mål og elevens subjektive ønsker. Vi må således finde måder hvorpå vi kan gøre eleverne nysgerrige og interesserede i at øve sig i idrætsfaget.

Formålet med denne artikel er at undersøge, hvordan idrætsunderviseren pædagogisk kan understøtte elevernes øvelse i idrætsundervisningen, og tager derfor afsæt i en empirisk undersøgelse af fænomenet øvelse i idrætsundervisningen med inspiration fra teori om eksistentiel pædagogik.

Artiklen bygger på observationer af idrætsundervisningen i to 7. klasser samt interviews af elever og undervisere. I undersøgelsen beskrives der to cases, som indledningsvist analyseres for om eleverne øvede sig i idrætsundervisningen og efterfølgende for hvordan underviserne understøttede elevernes øvelse.

I artiklen peger vi på, at en udførlig kropslig demonstration af de færdigheder, som eleverne skal øve sig på, kan understøtte elevernes øvelse, ved at skabe en nuanceret praktisk fornemmelse for hvad eleverne skal øve sig på. Ligeledes peger artiklen på, at undervisernes kropslige engagement indirekte kan have betydning for elevernes lyst til at øve sig, men at underviseren på samme tid må udvise en sensitivitet over for eleverne som selvstændige subjekter og give dem plads til selv at træffe valg om deres øvelse. Artiklen foreslår derfor, at underviserens kropslige engagement rettes mod det indhold, som eleverne skal øve sig på, og i mindre grad mod elevernes dygtiggørelse, for på den måde ikke at gribe ind i elevernes frie vilje.

Læs hele artiklen på linket nedenfor.

Læs artiklen her

Esben er cand. scient. idræt, og lektor på Læreruddannelsen i Aarhus på VIA University College, hvor han underviser i faget idræt og er en del af forskningsprogrammet Krop, Idræt og Bevægelse. Esben er særligt optaget af fænomenologiske og eksistentielle temaer for børn og unge i relation til idræt og bevægelse i skolen, og har bl.a. været med til at redigere bogen "Motion og bevægelse" i skolen (2018).