Bevægelsesfællesskaber

Nu har vi hørt det så mange gange, at det næsten ikke er til at bære mere. ”Vi skal stå sammen, ved at holde afstand”. Coronaen har raset i et år, og man kunne tro, at vi ville have vænnet os til den nye virkelighed, men det er som om, man er efterladt uforløst og frustreret. Det er ikke det samme at stå sammen – hver for sig.

Men hvad vil det egentlig sige, at man skal stå sammen ved at holde afstand? Pandemiens restriktioner kan minde os om, hvorfor det er værdifuldt at stå sammen.

At stå sammen er en metafor for solidaritet eller det mere apolitiske at vise samfundssind. Og det er en god metafor, fordi den trækker på de sanselige og positive erfaringer, som vi alle har med fysisk nærvær. Når man står op, yder man en aktiv indsat for at holde sig oprejst, og når man står sammen, mærker man varmen fra den andens nærhed og styrken i at være flere. Erfaringer, der har deres udspring i det sansemotoriske system, er, som Lakoff og Johnson har vist det, grundlaget for menneskets tænkning og anvendelse af begreber.

Sanselige fællesskaber

Den polsk fødte sociolog, Zygmunt Bauman, har også interesseret sig for, hvad der sker, når mennesker står sammen. I en analyse af menneskets samværsformer gør han i Life in Fragments opmærksom på, at når mennesker står tæt sammen fx som tilskuere på et fodboldstadion, til en demonstration eller på et diskotek, så påvirker vi hinanden. Hele formålet med at opsøge den type sociale sammenhænge er ifølge Bauman et menneskeligt behov for at opleve samværet og for at være tæt sammen med mange andre mennesker. Når man går til fodbold, til en demonstration eller på diskotek oplever man et sanseligt bombardement ud over det sædvanlige. Mens man står, går eller danser sammen, oplever man en overflod af synsindtryk og lyde, der sammen med andre multimodale sanseindtryk resulterer i en kondenseret og koncentreret kropslig stimulation. Tilstedeværelsen af mange mennesker, den rytmiske og synkrone gentagelse af bevægelse, når mennesker klapper eller synger i takt, vækker noget særligt i mennesker.

I disse Corona-tider lyder det helt kættersk. Tænk sig, at for ikke så længe siden var det helt normalt at stimle tæt sammen i store menneskemængder.

At stå sammen refererer således til en særlig form for fysisk socialitet, hvor individualitetens byrde for et øjeblik lettes. Sanseligt baseret samvær skaber en oplevelse af samhørighed og fællesskab, der kan eksistere parallelt med ens hverdagsidentitet. Når vi hengiver os til den fælles rytme i en menneskemængde, får vi mulighed for – for en stund – at være i sansernes vold og magt. Paradoksalt nok er det måske netop i en krise, som den vi er vidner til nu, at man har allermest brug for den styrke, man kan finde i disse bevægelsesfællesskaber.

Sameksistens

Det er ikke kun i de sanseligt berusende øjeblikke, at fysisk nærvær og bevægelsesfællesskaber kan noget ekstraordinært. I disse tider er et af de få bevægelsesfællesskaber, der stadig er mulige, at gå ture sammen. Prøv at tænke på sidste gang du var ude at gå en tur sammen med én, der står dig nært. Mens I gik, fik din nære måske øje på en fugl og pegede i dens retning, måske var det blot en næsten umærkelig tøven eller blikretning, der fik jer til at (be)mærke det samme. Uden at I har talt om, hvor hurtigt I skal gå, har I også afstemt jeres hastighed til hinanden, og ofte vil I skridte afsted i takt, selvom jeres skridtlængde ellers plejer at være forskellig. Den amerikanske kropssociolog, Drew Leder, har kaldt sådanne erfaringer for co-subjektivitet, hvor vi gennem vores bevægelser oplever en sameksistens, der udvider vores muligheder. Vi ser – så at sige – verden både gennem vores egne og den andens øjne.

Mening

På engelsk omtaler man meningsskabelse som sense-making. Heri ligger på den ene side en påmindelse om, at vores sanselige eksistens er konstituerende for vores forståelse af verden, og på den anden side at mening ikke er noget, der passivt kommer til os, men derimod noget vi aktivt gør. Vi gør mening, når vi bevæger os sammen med andre, som f.eks. på gåturen i skoven. Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt går et skridt videre, når hun hævder, at hvis mennesker bliver isoleret, så fratager man dem deres mulighed for at handle, idet hun påpeger, at menneskers initiativer først bliver til virkelige handlinger, når der er andre der reagerer på dem. Ligesom en aflevering først bliver til en aflevering, når der er én der modtager den, så bliver handlinger først til virkelige handlinger i samspil med andre mennesker. På sin vis er det smukt at tænke alle handlinger som en række begyndelser, der rækker ud efter andre mennesker.

Præ-corona

I præcoronalistisk tid var det ikke unormalt, at børn og unge legede sammen fysisk, og det sanselige samvær skabte oplevelser af fællesskab. Bevægelsesfællesskaber kan skabe mening på meget konkret vis.

Alle skolens elever og voksne er samlet på boldbanen. Solen brænder over elevernes hoveder. De sidder på græsset og lytter til en lærer, som instruerer. ”Vi skal lave Danmarks største kædetagfat”, siger han. ”Yeah!!!”, råber eleverne. Først skal de finde sammen parvis – stor og lille elev – og snart er tagfatlegen i gang. Spredt ud på boldbanen løber store og små rundt mellem hinanden; griner og råber. Gradvist samles kæderne. De fejer hen over banen og samler elever og voksne ind. Store og små holder hinanden i hånden. Efter en halv time pifter læreren og dagen er omme. Alle trasker ind for at finde deres ting og gå hjem. På vejen ind mod skolen snakker elever og lærere, de pjatter med hinanden og giver high fives.

Det seneste år har diverse eksperter og politikere forsøgt at lære os at stå sammen hver for sig og med afstand. Hvis du synes, det er svært og en fattig måde at være sammen med andre mennesker på, så er du ikke alene. Det er netop vores sanselige relation til omverden og vores medmennesker, der gør os til mennesker. Hvis du stadig ikke er overbevist, så gå forbi en skolegård eller den lokale fodboldklub og oplev forårskådheden, nu hvor bevægelsesfællesskaber igen er blevet tilladte udenfor. Der er faktisk kun en ting, der er bedre end at stå sammen, og det er at bevæge sig sammen. Og det er ikke metaforisk ment!

Referencer

Arendt, H. (2005). Menneskets vilkår. Gyldendal.

Bauman, Z. (1995). Life in fragments. Essays in Postmodern Morality. Blackwell.

Jensen, J-O. (2020). Bevægelse mellem hverdag og fest – mellem leg og sport. I: Liv I Skolen. 22. årgang, 4, 2. 72-81.

Lakoff, G. & Johnson, M. (1980). Metaphors we live by. The University of Chicago Press.

Leder, D. (1990). The Absent Body. The University of Chicago Press.

Jens-Ole er cand. mag., ph.d. og docent i VIA University College, hvor han er leder af forskningsprogrammet Krop, Idræt og Bevægelse. Han forsker i eksistentielle temaer i børn og unges hverdagsliv i dagtilbud, skole og fritid i relation til motion og bevægelse i skolen, idrætsundervisning, bevægelse og leg. Han har bl.a. skrevet Rum der bevæger børn (2009), og redigeret bøgerne Vildt og farligt (2015), Motion og bevægelse i skolen (2018) og Sans for bevægelse (2020).