Leg og øvelse

Nyt ph.d.-projekt søger gennem undervisningseksperimenter at udvikle ny viden om leg og øvelse

Med mit ph.d.-projekt – der er tilknyttet Læreruddannelsen på VIA og er en af tolv ph.d.-projekter i forskningsprogrammet i Playful Learning – søger jeg at bidrage til udviklingen af en legende øvelsesdidaktik på Læreruddannelsen. For at danne et fundament for dette undersøger jeg i første omgang spørgsmålet: Hvad er forholdet mellem leg og øvelse? Med dette indlæg vil jeg give en introduktion til mit ph.d.-projekt ved at dele lidt refleksioner over spørgsmål. Dette gør jeg med udgangspunkt i den overbevisning, at leg og øvelse spiller en fundamental rolle i uddannelse og pædagogik (se fx: Nepper Larsen, 2016).

Der findes store videnskabelige værker (Boyd, Morley & Renfrew, 2018; Bellah, 2011), der undersøger hvordan leg er beslægtet med andre aktivitetsformer, såsom ritual, teater og dans, men disse værker reflekterer ikke over, hvordan leg er beslægtet med øvelse. Dette er underligt, for det synes egentlig ret indlysende, at leg er beslægtet med øvelse på den måde, at leg kan anskues som en form for øvelse. Som legeforskeren Flemming Mouritsen observerede kan børns leg ses som en ubevidst, ikke-specialiseret form for øvelse (Mouritsen, 1996, s. 17).

Leg og øvelse synes også at være beslægtet på den måde, at øvelse forøger leg. Det er tilsyneladende sådan, at jo mere øvet man bliver inden for en disciplin, jo mere udvikler man evnen til at kunne ”lege med disciplinen” (uanset om det er sport, musik, håndværk, kunst, videnskab eller filosofi). Når man er helt nybegynder inden for en disciplin kan man endnu ikke lege med disciplinen. Tænk fx på børn, der lige er begyndt at øve sig i at skrive. Det er tilsyneladende først, når man begynder at have opøvet et repertoire af basale færdigheder, at man kan lege en smule med en disciplin. Og når det kommer til de allerbedste inden for en disciplin, Messierne og Mozarterne, synes stort set alt hvad de gør at have karakter af avanceret leg med deres disciplin. Denne evne til at kunne ”lege med disciplinen” kan i mine øjne ikke reduceres til et spørgsmål om kreativitet, sådan som vi normalt gør, for den har også en sammenhæng med oplevet leg. Når jeg tænker på min egen hobby, jonglering, er det min erfaring, at jo mere man udvikler evnen til at kunne lege med en disciplin, desto rigere eller dybere legeoplevelse kan man få. Sagt på en anden måde: Det at kunne improvisere kan give en langt rigere legeoplevelse end det at kunne et par tricks.

Der findes også litteratur inden for ekspertiseforskning, der giver bud på forholdet mellem leg og øvelse (deliberate play og deliberate practice) (Côté et al., 2003, 2007; Ericsson et al., 1993). Denne litteratur sondrer mellem leg og øvelse ved at sige, at de er kendetegnet ved forskellige motivationer. Motivationen for leg er nydelse (enjoyment), og motivationen for øvelse er forbedring af færdigheder og præstation. Jeg er dog skeptisk over for denne sondring mellem leg og øvelse, da jeg tvivler på, at den motivation, der ligger til grund for en aktivitet, skulle være det mest afgørende for, om der er tale om leg eller øvelse. Kunne det fx ikke lige så godt være aktivitetens indhold, form eller stemning? Dette reflekterer litteraturen ikke over.

Når man reflekterer over forholdet mellem leg og øvelse er det også interessant at reflektere over, at leg og øvelse synes at have en meget ulige status i vores samfund. Legen soler sig i masser af opmærksomhed og status, men det er langt fra tilfældet med øvelsen (se også: Hørning Hansen, 2020). Vi ser leg som en glædesfuld og fængslende aktivitet, mens vi er tilbøjelige til at se øvelse som blot et nødvendigt onde, som en glædesløs og kedelig aktivitet (hvad jeg tror er helt forkert). Kort sagt: Vi ser leg som det sjove og øvelse som rugbrød. Hvordan kan det være? Hvorfor har vi dette meget positive syn på leg, og dette lidet positive syn på øvelse?

Jeg tror det kan det have rod i, hvad jeg selv hælder til at tro adskiller leg og øvelse. Baseret på de undervisningseksperimenter jeg har lavet i samarbejde med undervisere på Læreruddannelsen leger jeg pt. med den tese, at det der primært adskiller leg og øvelse er en forskel i aktiviteternes form: at leg er kendetegnet ved varians og at øvelse er kendetegnet ved (tilstræbt) invarians. Dette kan måske hjælpe til at forklare den ulige status: I moderne vestlig kultur synes vi at hylde varians (herunder fænomener som kreativitet, anderledeshed og leg), mens vi forholder os mere skeptisk til invarians (herunder fænomener som disciplin, ritual og øvelse). Dette afspejler i høj grad også den pædagogiske diskurs, hvor der er et stort fokus på kreativitet og leg, og hvor ritualer og øvelse stort set ikke er noget man taler om; det anskues som noget irrelevant (se også: Oettingen, 2016 s. 107). Dermed gør man heller ikke kreativiteten og legen en tjeneste, for som jeg har antydet ovenfor, er det min overbevisning, at ritualer og øvelse ikke er fjender af leg og kreativitet, men noget der forøger det.

Litteraturliste

Bellah, R. N. (2011). Religion in Human Evolution. From the Paleolithic to the Axial Age. Cambridge, Massachusetts and London: The Belknap Press of Harvard University Press.

Boyd, M., Morley, I. & Renfrew, C. (2018). Ritual, Play, and Belief, in Evolution and Early Human Societies. Cambridge University Press.

Côté, J., Baker, J., & Abernethy, B. (2003). From play to practice: A developmental framework for the acquisition of expertise in team sport. In: J. Starkes and K. A. Ericsson (Eds.), Expert performance in sports: Advances in research on sport expertise (pp. 89-113). Champaign, IL: Human Kinetics.

Côté, J., Baker, J., & Abernethy, B. (2007). Practice and Play in the Development of Sport Expertise. In: G. Tenenbaum, G & Eklund, R. C (Eds.), Handbook of Sport Psychology (3rd ed., pp. 184-202). United States of America: John Wiley & Sons, Inc.

Ericsson, K. A., Krampe, R. Th., & Tesch-Römer, C. (1993). The role of deliberate practice in the acquisition of expert performance. Psychological Review, 3(100), 363-406.

Hørning Hansen, S. (2020, 8. oktober). Til forsvar for øvelsen. Lokaliseret d. 28. november 2020 på:

https://paradoks.nu/2020/10/08/til-forsvar-for-oevelsen/

Mouritsen, F. (1996). Legekultur – Essays on børnekultur, leg og fortælling. Odense: Odense Universitetsforlag.

Nepper Larsen, S. (2016). Vertikale spenninger. Padagogikken som antropoteknik. I: J. Freuchen, J & S. Tenningen (Red.), Game of Life III: Juliusvariasjonerne (s. 93-110). Kristiansand Kunsthall.

Oettingen, A. V. (2016). Almen didaktik – mellem normativitet og evidens. Hans Reitzels Forlag.

Søren Hørning Hansen er tilknyttet forskningsprogrammet i Playful Learning og er ansat som ph.d.-studerende på VIA University College og Aarhus Universitet (DPU). Søren har en kandidat i pædagogisk sociologi og en bachelor i Uddannelsesvidenskab.