Ole Bole gik i skole

Af Jens-Ole Jensen og Ole Lund

Børn går i skole, ligesom de tidligere har gået i børnehave og voksne går på arbejde. Et sådant sprogbrug har formentlig sin oprindelse i, at man rent fysisk bevæger sig på sine ben fra et sted i verden til et andet. I disse tider, hvor fjernundervisning har vundet indpas, er det bemærkelsesværdigt, at børn stadig går i skole.

Jens-Oles bror, der er gymnasielærer, bad for nogle uger siden sine elever om at tænde for deres webkamera, så han bedre kunne fornemme deres aktive deltagelse i fjernundervisningen. Det syn, der mødte ham, glemmer han aldrig. En flok blegnæbede teenagere der ikke havde været i bad og stadig lå halvvejs under dynen. Selvom det var midt på dagen, havde de tydeligvis ikke været ude af døren. På trods af at de øjensynligt ikke havde bevæget sig fysisk, gik de alligevel i skole. I første omgang kan det undre, at man bruger et handlingsverbum til at beskrive disse elevers aktivitet. Det er jo uomgængeligt, at de ikke brugte deres ben til at bevæge sig fysisk for at komme i skole.

Men måske gemmer der sig en anden betydning i at eller at bevæge sig, som ligger ud over den fysiske bevægelse. Måske er bevægelse centralt for at forstå undervisning, selvom den ikke umiddelbart er så synlig? Og måske er det vigtigt netop at knytte et handlingsverbum til elevernes skolegang?

I det følgende vil vi udfordre tankegangen om, at bevægelse alene forstås som mekaniske forflytninger fra A til B. Bevægelse handler også om at blive bevæget af verden og bevæge den. Det kan være med til at give en mere nuanceret forståelse af, hvad det vil sige at i skole.

Resonans

At gå i skole er jo ikke bare et spørgsmål om at gå hen til skolen og bevæge sig rundt mellem klasseværelserne. At i skole må også handle om, at lærere skaber bevægelse forstået som bevægethed i undervisningen. Det må gerne komme til at knitre og slå gnister i klasseværelset, som Endres og Rosa taler om i deres samtalebog Resonanspædagogik. Undervisningen skal jo helst vise eleverne underet. Det handler for eleverne om at være bevægelige og sensitive over for faget og sagen, de bliver undervist i. Med andre ord, at de ”indlader sig på” – eller for at blive i metaforen – går i lag med undervisningen og dens temaer.

Her kunne man overveje, om man ikke blot kunne bruge et andet begreb end det dobbelttydige bevægelsesbegreb. Er der ikke blot tale om, at eleverne skal berøres følelsesmæssigt og åndeligt? Dertil kan man for det første indvende, at alt følelsesmæssigt forudsætter former for bevægelse og berøring, hvorfor man ofte beskriver noget følelsesmæssigt som værende bevægende eller rørende. Dernæst kan man spørge, om man meningsfuldt kan tale om ikke-bevægelse, og dermed om det åndelige og følelsesmæssige som noget fysisk passivt, der kan foregå adskilt fra bevægelige lemmers almindelige omgang med verden? Fænomenologer som Straus og Merleau-Ponty var ikke i tvivl. De pegede på, at menneskers bevægelser, forståelse og følelser er uadskilleligt sammenvævet på gensidigt skabende måder. Bl.a. derfor har idrætsprofessor Ejgil Jespersen påpeget (2020), at menneskelig aktivitet og passivitet ikke skal forstås som adskillende modsætninger, men tværtimod forenende modsætninger (Løgstrup, 1997). De henter betydning i hinanden og bliver tomme eller karikerede uden deres modsætning.

Aktivitet og passivitet

Ved en overfladisk betragtning kan man foranlediges til at mene, at mennesker enten er passive eller aktive, i bevægelse eller ikke i bevægelse. Sådan forholder det sig ikke. Lad os tage et eksempel. En betydelig del af det at i skole handler om at sidde og lytte til lærerens gennemgang af et teoretisk lærestof. Dette vil ofte blive betragtet som en fysisk passiv tilstand, men alligevel vil forskellige former for bevægelse spille en afgørende rolle, herunder den enkelte elevs måde at rette sig mod sagen, bl.a. med hoved- og blikretning. I de mest ”aktive” tilfælde vil eleven måske rykke frem på kanten af stolen, spidse ører, ombord i og forsøge at træde i forbindelse (resonere) med den forelagte sag. I tillæg hertil vil sådanne situationer være præget af de mere eller mindre synlige bevægelser, som andre i klasselokalet udfører, hvilket tilsammen skaber dynamikker, hvor det kan være svært (for ikke at sige umuligt) at afgøre i hvilken grad man fungerer som igangsætter eller selv bliver sat i gang. Meget lig det der sker under tæt pardans. Når det knitrer og bølger frem og tilbage, kan man opleve sin tankegang og forstand blive bevæget og komme steder hen, hvor man ikke ville være gået på egen hånd. Disse situationer er kendetegnet af en form for ”passivitet uden passivisme” dvs. en relativ passiv fysisk tilstand med masser af oplevet liv og aktivitet.

Jespersen peger på (2020, 198), at mennesket ikke er fuldt ud aktiv i at skabe sin verden. ”Vi er fra første færd givet en verden, som vi ikke selv har skabt, og som udgør den passive komponent i vores tilværelse”. Modsat er vi ej heller marionetter, der passivt ser til, mens vi bliver styret af såkaldte indre eller ydre stimuli. Vi er altid noget ud over det givne, fordi bevægethed indgår, som grundlæggende komponent i vores omgang med verden. Det involverer bl.a. umiddelbare toner, stemninger, følelser og fremtræden af begivenheder, som møder os i vores gryende bevidsthed, og som har direkte indflydelse på de næste skridt, vi vælger at tage.

Ekkokammer

Når synet af de søvndrukne og ubevægelige elever satte sig som et uforglemmeligt indtryk hos tidligere nævnte gymnasielærer, kan det hænge sammen med, at deres skolegang under corona-epidemien er blevet reduceret til et minimum. De er blevet for passive, og deres manglende handlinger betyder, at de ikke bliver bevæget. Mulighederne for at indlade sig på og om bord i undervisningen kan måske for mange blive oplevet som værende indsnævret af computerskærmens begrænsede og magre audiovisuelle indtryk. Som vi bl.a. selv har oplevet med egen fjernundervisning, kan dette også virke tilbage på underviseren, idet den manglende føling (resonans) med elevernes bevægelser, reaktioner og livstegn, kan give underviseren fornemmelsen af at stå i et (bevægelses-)tomt rum, hvor man kun hører sit eget ekko. Mange vil nok kende til den irritation og det ubehag, som man kan opleve, når man i en websamtale hører ekkoet af sig selv, fordi der er en deltager uden høretelefoner, som har glemt at slukke for sin mikrofon. I sådanne tilfælde kan passivisme i undervisningsrummet blive så overdøvende, at det skaber snigende følelser af usikkerhed i forhold til, om man har mistet sit tag i eleverne. Ultimativt kan det betyde, at underviseren går i stå. Dette peger på et vigtigt aspekt ved det at i skole, nemlig at deltagerne både er aktive og passive – at de både sætter hinanden i gang og lader sig igangsætte (med brug af alle kroppens ud- og indtryksformer).

At danse i skole

På mandag vil vi måske se elever danse i skole af glæde over endelig at kunne være sammen med deres lærere og klassekammerater igen. Corona-epidemien kan derved blive en reminder om betydningsfulde aspekter ved det at i skole, som man måske har haft en tendens til at let hen over. Skolegang handler om at skabe det rette forhold mellem aktive og passive bevægelser. For at fremme bevidstheden herom, vil vi foreslå, at vi fremadrettet ændrer vores sprogbrug, så det bliver endnu tydeligere, at elevernes bevægelser (store som små) ikke kun er fysiske, men også indeholder følelsesmæssige og åndelige dimensioner. Vi kunne passende tale om at danse i skole i stedet for at i skole. Det kan bidrage til at gøre det tydeligt, at god undervisning handler om relationer, at finde ind i en fælles takt og svinge, at skabe nye kreative forbindelser og at veksle mellem at blive ført og selv at føre.

Har ovenstående sat gang i tankerne, kan du yderligere i dybden med emnet ved at læse Ejgil Jespersens tankevækkende kapitel i bogen Sans for bevægelse – livsnerven i pædagogisk arbejde, som udgik fra Hans Reitzels forlag tidligere på året! Du er også velkommen til at diskutere dette indlæg i kommentarfeltet nederst på siden.

Litteratur

Jespersen, E. (2020). Selvbevægelse – mellem aktivisme og passivisme. I: Lund, O. & Jensen, J.-O. (red.). Sans for bevægelse – Livsnerven i pædagogisk arbejde. Hans Reitzels Forlag.

Rosa, H. & Endres W. (2017). Resonanspædagogik – når det knitrer i klasseværelset. Hans Reitzels forlag.

Ole er Ph.d. i idræt fra Syddansk Universitet og arbejder nu som lektor på pædagoguddannelsen, VIA University College, Aarhus. Her arbejder han primært med forskning bl.a. i forskningsprogrammet 'Krop, bevægelse og idræt'.

Oles arbejde med forsknings- og udviklingsprojekter har bl.a. været rettet mod den pædagogiske praksis i dagtilbudsområdet, hvor han undersøger, hvordan pædagoger igennem berøring, bevægelse samt bearbejdning af dagligdagens eksistentielle kvaliteter kan understøtte børnehavebørns læring, dannelse, leg, motivation og lidenskab. I sin tidligere forskning har Ole haft en interesse i at undersøge og afdække kendetegnene for tiltrækkende og stimulerende læringsmiljøer indenfor medicinsk uddannelse og elitesportstræning.

Oles forskning tager udover filosofiske undersøgelser, poetisk fremstillingsformer også udgangspunkt i kvalitative metoder, herunder etnografisk feltarbejde, deltagerobservation samt semistrukturerede interviews.

Jens-Ole er cand. mag., ph.d. og docent i VIA University College, hvor han er leder af forskningsprogrammet Krop, Idræt og Bevægelse. Han forsker i eksistentielle temaer i børn og unges hverdagsliv i dagtilbud, skole og fritid i relation til motion og bevægelse i skolen, idrætsundervisning, bevægelse og leg. Han har bl.a. skrevet Rum der bevæger børn (2009), og redigeret bøgerne Vildt og farligt (2015), Motion og bevægelse i skolen (2018) og Sans for bevægelse (2020).