Hvorfor skal man til prøve i idræt efter 9. klasse?

I sommeren 2015 blev det for første gang muligt at komme til 9. klasses afgangsprøve i idræt i folkeskolen. I år er der ikke nogen elever der får den fornøjelse, idet Coronakrisen har afblæst alle prøver i folkeskolen. Men den lille ufrivillige pause i ’prøvelserne’ kan meget passende bruges til at tænke lidt over, hvorfor det er en god ide med sådan en prøve, og hvad det betyder for fagforståelsen.

Mens store dele af skoleverdenen har sukket over det stigende antal test og prøver, som er blevet indført i skolen i de seneste årtier, var der en del idrætslærere mv., der forud for skolereformen kæmpede for, at idræt skulle blive et prøvefag. Det konkrete udbytte af prøver er, at man kan vurdere og sortere elever efter deres niveau. I debatten forud for skolereformen var det imidlertid ikke det behov der fyldte, men i stedet en tro på, at en prøve ville bidrage til at øge fagets status og det faglige udbytte af undervisningen. Logikken var, at når alle andre fag havde en afgangsprøve, så skulle man også have en i idrætsfaget for at blive opfattet som et seriøst læringsfag. Desværre har der  kun været en begrænset interesse for at diskutere de pædagogiske konsekvenser af at indføre en prøve. Her tænker jeg eksempelvis på, hvad prøven betyder for fagets dannelses- og oplevelsespotentiale.

En måde at forholde sig til de pædagogiske konsekvenser af en prøve er at skelne mellem to forskellige uddannelsesparadigmer, som har forskellige svar på, hvad der er god undervisning. Prøve og test tilgangen til undervisning har sin rod i en angelsaksisk uddannelsestradition, hvor konkrete læringsmål, der er defineret på forhånd, har en central position. Hvis der findes entydige forestillinger om, hvad der er god praksis, udstikker det en tydelig retning for undervisningen, og gør det samtidigt muligt at vurdere, hvor tæt eleverne er på at opfylde de ideelle forestillinger.

I modsætning hertil står den kontinentale dannelses- og didaktiktradition, som ofte har vægtet elevernes medbestemmelse højere, og i mindre grad har opereret med forestillinger om korrekte måder at bevæge sig. Processen, hvor eleverne afprøver og mærker efter, hvad der opleves rigtigt for dem, har således haft relativt større betydning i sammenligning med den angelsaksiske tradition. Sagt på en anden måde abonnerer den angelsaksiske tradition på et ideal om objektive kriterier for god idrætspraksis, mens den kontinentale tradition abonnerer på et ideal om, at den gode praksis opstår i en vekselvirkning mellem objektive og subjektive kriterier.

Det er næppe muligt at finde nogen der ikke er enige i, at idræt i folkeskolen (også) skal være et seriøst læringsfag, men indførelsen af afgangsprøver indebærer en risiko for, at det er et bestemt syn på idrætsfaget, som kommer til at dominere. Hvis man kigger historisk på prøver i idræt – og her tænker jeg også på gymnasieskolen – så er det interessant, at der tilbagevendende har været en diskussion om, hvordan man kunne forholde sig til mere subjektive forhold. I 2015 da den de første prøver løb af stablen i folkeskolen, skulle eleverne således bedømmes på deres indsats. Dette bedømmelseskriterie blev dog hurtigt fjernet, da det jo netop blev opfattet som et brud på en objektiv forestilling om læring og gode og mindre gode præstationer.

Måske er det ikke hensigtsmæssigt at bedømme eleverne på deres indsats, men det er værd at overveje, om vi ønsker et idrætsfag, hvor præstationer kan vurderes objektivt eller om den subjektive dimension skal fremmes og gives plads. I så fald er der brug for, at vi udvikler et sprog om idrættens dannelsesmæssige og oplevelsesmæssige potentialer.

Det seneste temanummer af KvaN handler om test og prøver, og her har jeg skrevet en analyse af prøvens indførsel i idræt i folkeskolen.

Jensen, J.-O. (2020). Idræt. Når et fag bliver prøvefag. KvaN, 40(116).

KvaN 116 – Test og Prøver

Jens-Ole er cand. mag., ph.d. og docent i VIA University College, hvor han er leder af forskningsprogrammet Krop, Idræt og Bevægelse. Han forsker i eksistentielle temaer i børn og unges hverdagsliv i dagtilbud, skole og fritid i relation til motion og bevægelse i skolen, idrætsundervisning, bevægelse og leg. Han har bl.a. skrevet Rum der bevæger børn (2009), og redigeret bøgerne Vildt og farligt (2015), Motion og bevægelse i skolen (2018) og Sans for bevægelse (2020).