Begavet bevægelsesundervisning!

Bevægelsesundervisning som en gave – ikke bare en opgave!

Jeg er med min 6-årige søn til fodboldtræning. Inde fra banen hører jeg igen og igen træneren instruere og forklare: ”Denne øvelse handler om… og derfor skal I gøre sådan og sådan…” På den måde kan træneren hurtigt udstikke en retning for træningen og afgrænse bestemte opgaver, som børnene skal udføre. Men spørgsmålet er, hvor engagerende og fordybende denne fremgangsmåde er i sig selv – især for børn. Ofte ser jeg ungerne ’hacke’ instrukserne og gøre noget andet, når træneren et øjeblik vender ryggen til.

En anden ’indpakning’

Jeg vil i dette indlæg gøre opmærksom på en anden ’indpakning’ af bevægelsesaktiviteter, som bør have øget opmærksomhed blandt bevægelsesundervisere, idet den kan understøtte, at børnene oplever aktiviteterne som eksistentielt givende. I en undersøgelse af fænomenet lidenskab er jeg blevet optaget af idéer om indirekte pædagogik foreslået af den norske professor i pædagogik, Herner Saeverot (2013). Denne tænkning drejer sig om at bevæge børn og unge på et sanseligt, følelsesmæssigt og eksistentielt plan uden overdreven brug af instruktioner og forklaringer. I dette indlæg vil jeg overføre nogle af Saeverots almenpædagogiske ideer til det idræts- / bevægelsespædagogiske felt. Jeg vil i øvrigt formidle dette på en ’ufornuftig’ og indirekte måde gennem billedsprog og metaforer om det at give en gave.

At give en gave

Når børn modtager (eller har udsigt til) en gave, liver de som regel op. De bliver spændte og nysgerrige efter at undersøge, hvad der er inde i. Tænk at skabe samme energi, nysgerrighed og undersøgelseslyst i forbindelse med bevægelsesaktiviteter!

Gavens tiltrækningskraft hænger bl.a. sammen med, at den – i hvert fald for en stund – tillader modtageren at tolke og måske endda drømme om gavens indhold på måder, som giveren ikke helt kan styre eller forudse.

Forførelse

En gave virker ofte tillokkende og endda forførende. At give undervisningen som gave handler derfor om forførelse. Forførelse skal her forstås som det at pirre til børns nysgerrighed, bevæge deres interesse uden, at de selv bemærker det og nogle gange i en retning, som de måske i begyndelsen ikke havde noget ønske om at gå. Det kan f.eks. ske, når en underviser eksemplificerer en ny bevægelse, som børnene endnu ikke mestrer, på besnærende og tillokkende vis.

Bedrag

En gave er som regel pakket ind og derfor tilsløret. At give undervisningen som gave handler derfor også om bedrag og mystik. Det står i modsætning til at give børnene en opgave, forstået som et afgrænset og præcist defineret (bevægelses)arbejde. Tænk, hvis man kan få en bevægelsesaktivitet til at føles som en gave, der er pakket ind i uendeligt mange lag af papir, hvor hvert lag føles som det sidste, der må rives af for at nå ind til kernen. En sådan form for undervisning vil formentlig have gode muligheder for at fastholde børnenes nysgerrighed og engagement, da de – for hvert ’lag’, de fordyber sig i ’gaven’ – vil opleve, at de kommer nærmere og nærmere uden nogensinde at blive helt færdig hermed.

Børns frivillige deltagelse

Når min søns træner instruerer og forklarer er det ofte et – mere eller mindre bevidst – forsøg på at styre og styrke ungernes interesse i retningen af afgrænsede bevægelseshandlinger og –forståelser. Men vil man understøtte børns fordybelse, er det altafgørende, at undervisningen også frigør børnene. Hver enkelt øvelse eller aktivitet skal således levere rum til, at børnene kan makke rundt med deres egne måder at levendegøre øvelserne eller aktiviteterne på. Børn skal f.eks. have mulighed for at kaste sig ud i bevægelser, som underviseren ikke på forhånd har forudset. Det kan umiddelbart synes uhensigtsmæssigt, fordi det skaber uvished om, hvad undervisningen vil føre til. På den anden side risikerer undervisningen – ligesom en gave – at miste sin fortryllende og tiltrækkende kraft, hvis man på forhånd bliver fortalt, hvad der er inde i!

Gives uden afsender

Det er vigtigt, at ovennævnte forførelse og bedrag sker uden, at børnene kommer til at stå i gæld til underviseren, eller at de føler, at de skal leve op til noget bestemt. Det kræver, at underviseren arbejder i baggrunden, så børnene oplever, at det er den enkelte øvelse eller aktivitet, der tiltrækker og inspirerer dem, ikke underviseren. Underviseren må derfor bevidst forsøge at afvæbne sig selv og lade børnene være. Dette skal ikke forstås som en overflødiggørelse af underviseren, men snarere som opfordring til at skrue ned for lysten til at bestemme, og forsøge at give undervisningen uden at være helt sikker på, hvad man giver, og lade store dele af modtagelsen være op til børnene.

Vekslen mellem aktivitet og passivitet

I praksis handler det for underviseren om at veksle mellem aktivitet og passivitet, forstået på den måde, at man aktivt forsøger at pakke aktiviteterne ind på måder, der umiddelbart virker tillokkende, æggende, pirrende og måske urovækkende på børnene. Hvorefter man forholder sig afventende og lader børnene spille sig selv på banen.

For et par uger siden, da jeg stod på sidelinjen og iagttog min søns fodboldtræning, begyndte træneren at ’trylle’ med bolden ved at jonglere og lave nogle lækre finter. Straks blev ungerne tryllebundet, og da han uanfægtet gik videre med den næste øvelse, var de efterladt i fascination og forundring over, hvordan sådanne bevægelser kan lade sig gøre. Siden har jeg mange gange set ungerne øve finterne så snart der opstår mulighed herfor i hullerne i mellem de planlagte træningsopgaver.

Formålet med dette indlæg har været at gøre opmærksom på et ofte upåagtet, men betydningsfuldt aspekt ved begavet bevægelsesundervisning og advare om ikke at drukne undervisningens gaver i en regn af opgaver.

Vil du læse mere om indirekte pædagogik og bevægelse, herunder etiske overvejelser i forhold til brugen af forførelse og bedrag samt sammenhængen mellem værkstedsundervisning og lidenskab, så læs mit kapitel i antologien Sans for bevægelse, der udkommer på Hans Reitzels Forlag sidst i februar. Antologien tilbyder sammenlagt 11 spændende kapitler om fænomenologiske og eksistentielle dimensioner ved bevægelse og pædagogik.

Saeverot, H. (2013). Indirect Pedagogy. Rotterdam: Sense Publishers.

Lund, O. (2020). Lidenskab – lidenskabelige bevægelser i pædagogisk praksis. I: Lund, O. & Jensen, J.-O. (red.). Sans for bevægelse – Livsnerven i pædagogisk arbejde. Hans Reitzels Forlag.

Ole er Ph.d. i idræt fra Syddansk Universitet og arbejder nu som lektor på pædagoguddannelsen, VIA University College, Aarhus. Her arbejder han primært med forskning bl.a. i forskningsprogrammet 'Krop, bevægelse og idræt'.

Oles arbejde med forsknings- og udviklingsprojekter har bl.a. været rettet mod den pædagogiske praksis i dagtilbudsområdet, hvor han undersøger, hvordan pædagoger igennem berøring, bevægelse samt bearbejdning af dagligdagens eksistentielle kvaliteter kan understøtte børnehavebørns læring, dannelse, leg, motivation og lidenskab. I sin tidligere forskning har Ole haft en interesse i at undersøge og afdække kendetegnene for tiltrækkende og stimulerende læringsmiljøer indenfor medicinsk uddannelse og elitesportstræning.

Oles forskning tager udover filosofiske undersøgelser, poetisk fremstillingsformer også udgangspunkt i kvalitative metoder, herunder etnografisk feltarbejde, deltagerobservation samt semistrukturerede interviews.