iMOOW! sætter lærerstuderende i bevægelse

Når forskningen ud til dem, der skal bruge den?

En af forskningens generelle udfordringer er formidlingen af pointer, betragtninger og resultater til de praktikere, som forskningen i sidste ende er henvendt til. Alt for ofte har jeg set forskere, som ikke formår at formidle deres viden til andre end deres fagfæller. Det er synd, for der er generelt et behov for at skabe en tæt forbindelse mellem forskning og praksis. Derfor var det SÅ inspirerende at opleve en forsker, der kan formidle sin forskning (i bevægelse) til dem, der rent faktisk skal bruge det til noget nemlig lærere og pædagoger. Læs endelig videre hvis du vil vide lidt om, hvordan man integrerer bevægelse i undervisningen.

Hvorfor dette blogindlæg?

Formålet med dette blogindlæg er at fremhæve det gode eksempel på forskningsformidling i form af en konkret brobygning mellem forskning og grunduddannelse. Hvem ved, måske kan andre forskere inspireres af det. Samtidig med at jeg vil fremhæve det gode eksempel for forskningsformidling i bevægelse, vil jeg også løfte sløret for nogle af de pointer, som jeg tog med mig hjem.

Kom med ind i konteksten!

Specialiseringsmodulet ”Bevægelse, læring og trivsel” på læreruddannelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole har haft besøg af Ph.d.-studerende Kasper Lasthein Madsen. Kasper er en del af aktionsforskningsprojektet iMOOW!, og han forsker i bevægelse i undervisningen med særlig fokus på at udvikle en enactive bevægelsesdidaktik. Oversat til dansk en handlingsorienteret bevægelsesdidaktik, der skal hjælpe lærere og pædagoger med, hvordan de integrerer bevægelse i undervisningen. Ud over de lærerstuderende, var der også inviteret pædagogstuderende, undervisere fra henholdsvis lærer-, pædagog og fysioterapeutuddannelserne, samt repræsentanter fra Playful Learning projektet. Hvorfor var de tilstede? Fordi integrering af bevægelse i undervisningen er en konkret udfordring for mange lærere og pædagoger, og derfor er det særlig vigtigt at få spredt det gode budskab om netop hvordan bevægelse integreres i undervisningen.

Det er vigtigt af flere årsager. For det første er det lovmæssigt bestemt, at professionshøjskolerne skal bedrive forskning, der bidrager til uddannelsernes vidensgrundlag. Ligeledes skal forskningsresultaterne være anvendelige i praksis for – i dette tilfælde – lærerprofessionen. For det andet er det en måde at efterprøve den enactive bevægelsesdidaktik i praksis på lærerstuderende, som ikke har været en del af iMOOW!. Det er ud fra devisen om, at det ikke kun må være testpiloterne, der kan flyve flyet.  Altså skal den enactive bevægelsesdidaktik kunne anvendes (meningsfuldt) af alle. For det tredje har iMOOW! en eksplicit målsætning om at formidle forskningsresultater til læreruddannelserne.

De fire lektioners undervisning muliggjorde, at de studerende gennemgik det samme som de deltagende lærere og pædagoger gør i iMOOW!. Præsentation af viden i teori og praksis, udvikling af bevægelsesaktiviteter, gennemførsel og observation af bevægelsesaktiviteter, refleksion over disse og videreudvikling på ny. Altså en light version af en den aktionsforskningssystematik, som vi anvender i iMOOW!.

Den gode forskningsformidling – hvad var pointerne så?

Kort fortalt præsenterede Kasper udvalgte dele af sin forskning flankeret af finurlige anekdoter, eksemplificerede med konkrete bevægelsesaktiviteter i praksis, hvilket gav de studerende mulighed for selv at gøre sig erfaringer med at udvikle og gennemføre bevægelsesaktiviteter efterfulgt af opsamlende refleksioner.

Én af Kaspers pointer var, at bevægelsesaktiviteterne skal tilbyde eleverne mulighed for at gøre sig sansemotoriske, affektive eller intersubjektive erfaringer. De gode enactive bevægelsesaktiviteter er, når eleverne får mulighed for at gøre sig kropslige erfaringer med det faglige stof, vækker følelser, der understøtter forståelsen af faglige begreber, og når eleverne skal forholde sig til deres relationer på en måde, så de faglige pointer bliver konkrete.

Konkrete bevægelsesaktiviteter i praksis

De studerende fik afprøvet på egen krop, hvordan de forskellige kropspraksisser kunne se ud. Kasper har været på jagt efter kropspraksisser, der kan hjælpe lærere og pædagoger med at sætte det faglige indhold i bevægelse. De studerende arbejdede bl.a. med personkarakteristik af Gummi-tarzan, systematik og klassifikation i biologi, spejlinger og drejninger i matematik og stavnsbåndet i historie. 

De studerende mærkede på egen krop, at bevægelsesaktiviteterne gav dem sansemotoriske, affektive og intersubjektive erfaringer. En studerende sagde til mig:

”Den sidste aktivitet med herregårdstag-fat var mega givende, og det var en kæmpe aha-oplevelse. Jeg glemmer aldrig hvad stavnsbåndet er.”

Pointen i forhold til den gode forskningsformidling er her, at den forskningsviden som prædikes skal praktiseres – end of story. De studerende lærte om kropspraksisserne ved at gøre dem og efterfølgende reflektere over dem. Det lyder simpelt, men du skal være en dygtig formidler for at gøre det.

De studerende fik selv en udfordring mellem hænderne

Med afsæt i Kaspers oplæg og de konkrete bevægelsesaktiviteter fik de studerende til opgave at udvikle en bevægelsesaktivitet. De havde på forhånd valgt emner, faglige begreber og faglige pointer, så de kunne gå i proces med det samme. En gruppe af studerende med matematik som indgangsfag fortalte mig:

”Vi blev trodsige, da Kasper havde sagt, at det var svært at koble matematik med nogle af kropspraksisserne.”

Så de tog udfordringen op og ville udvikle en bevægelsesaktivitet, hvor deres medstuderende skulle dramatisere funktionen, y=20x+100. Der udsprang forskellige dramatiseringer af aktiviteten, men værd at bemærke var, at én gruppe af studerende ikke havde det store kendskab til funktioner, og derfor havde de svært ved at dramatisere funktionen. Men da de så andre gruppers dramatiseringer forstod de udmærket, hvad y=20x+100 betyder.

En anden gruppe af studerende gav et bud på, hvordan man på en spændende måde kan undervise i emnet ”Australia” i engelsk. Bevægelsesaktiviteten havde til hensigt at imitere – én af seks kropspraksisser – hvordan europæerne koloniserede Australien med våben, og ikke mindst sygdomme, hvilket resulterede i, at store dele af aboriginerne blev udryddet. De studerende opstillede en klassisk leg, ”guldgraver”, hvor de to hold skulle stjæle guld fra hinanden. Lidt efter lidt fik det europæiske hold flere og flere fordele i form af redskaber til at fange det andet aboriginske hold med. Efterfølgende havde vi en refleksion over, hvilke potentialer bevægelsesaktiviteten havde, og hvilke didaktiske opmærksomhedspunkter, der kunne være.

Den efterfølgende undervisningsgang spurgte jeg de studerende om, hvilke bevægelsesfaglige pointer, de havde bidt mærke i, hvortil en studerende svarede:

”Det var en læringsåbenbaring. Hvorfor har jeg ikke oplevet det i min skolegang. Jeg gik direkte hjem til min lillebror og mimede personkarakteristik af Gummi-tarzan. Det var vildt fedt!”

En anden studerende tilføjede:

”Det var en øjenåbner for mig, at en simpel aktivitet (Herregårdstag-fat) kunne vække følelser, der relaterer sig til faglige pointer om Stavnsbåndet”

Så de lærerstuderende blev i den grad sat i bevægelse, både i bogstavelig forstand og i overført betydning, af den gode forskningsformidling, der benyttede sig af en enactive tilgang.