Hvordan imødekommer vi bedst elevernes oplevelser af eksklusion og marginalisering i idræts- og bevægelsesaktiviteter?

Nye tilgange til inklusion i idrætsundervisningen og i skolens øvrige bevægelsesaktiviteter

Inklusionsudfordringer

Der er i praksis stor velvilje til at arbejde med inklusion i idrætsfaget og mange gode tiltag bliver gjort. Alligevel erfarer mange idrætslærere, at der er elever, som er svære at inkludere (Munk, 2017). På samme måde viser forskning, at polariseringen mellem de aktive og de inaktive børn bliver stadig større (Sundhedsstyrelsen, 2011). I tråd hermed erfarer flere af de involverede lærere i iMOOW endvidere, at det er de elever, der har mest brug for bevægelse, som får mindst udbytte heraf i undervisningen.

Inklusionstilgange

Det lader derfor til at være nødvendigt med nye tilgange til inklusion, hvis vi skal lykkes med at inkludere flere elever i idrætsundervisningen og i skolens øvrige bevægelsesaktiviteter. Vores inklusionstilgang har nemlig stor betydning, for de mulige tiltag vi får øje på, og dermed for den måde, vi forsøger at imødegå elevernes oplevelse af eksklusion og marginalisering. Jeg har i min søgen efter nye perspektiver på inklusion i idræt ladet mig inspirere af Christopher DeLuca’s inklusionsmodel (DeLuca, 2013) og af Dawn Penney’s oversættelse af modellen til en idrætskontekst (Penney et al., 2018).

Modellen skelner overordnet mellem fire tilgange til inklusion; en normativ tilgang, en integrativ tilgang, en dialogisk tilgang og en grænseoverskridende tilgang.

En normativ inklusionstilgang

En normativ tilgang fokuserer på aktiv tilpasning til de dominerende værdier og praksisser, der måtte være i idrætsfaget. International forskning viser, at idrætsundervisningen mange steder fortsat er domineret af traditionelle boldspil, og at der mange steder fortsat er tendens til at fokusere på præstation og konkurrence. Nogle elever vil i den type undervisning føle sig marginaliseret, fordi de ikke har de fysiske færdigheder, der kræves eller ikke kan se sig selv ind i de værdier og for-forståelser, der ligger til grund for denne type bevægelsesoplevelser (Ibid).

En integrativ inklusionstilgang

Den integrative tilgang har i høj grad udviklet sig som svar på den kritik, der har været rettet mod idrætsundervisningens ekskluderende karakter. Snarere end radikalt at ændre undervisningens indhold, søger en integrativ tilgang at lave tilpasninger, der gør det nemmere for flere elever at deltage inden for de eksisterende strukturer f.eks. niveau-inddeling, særregler og modificeringer af kendte boldspil (Ibid). Mit indtryk er, at mange af de inklusionsindsatser, der lige nu pågår i idrætsundervisningen i overvejende grad bygger på en integrativ tilgang til inklusion. Problemet med en sådan tilgang er at ændringerne typisk sker inden for en kontekst, som fortsat er domineret af traditionelle og ofte kompetetive boldspil, der ofte på forhånd dikterer en social rangorden blandt eleverne. Mange elever vil derfor fortsat stemples som og være sig bevidste om, at de er de ”idrætssvage”. Herved opretholdes dualiteten mellem dominerende grupper og minoritetsgrupper (Ibid).

En dialogisk og grænseoverskridende inklusionstilgang

I modsætning til en integrativ tilgang til inklusion, vil en dialogisk og grænseoverskridende tilgang søge en udvidelse af praksis ud over det kendte med den intention at anerkende kulturel kompleksitet og muliggøre alle elevers fulde deltagelse (Ibid). Både den dialogiske og den grænseoverskridende tilgang kræver derfor at vi tager de færdigheder, den viden, de forforståelser, den struktur og de bevægelseskontekster, der lige nu dominerer idrætsundervisningen og skolens øvrige bevægelseskontekster op til revision for derigennem at maksimere undervisningens relevans og mening for eleverne.

Skal vi tage skridtet videre i forsøget på at inkludere flere elever i idrætsundervisningen og skolens øvrige bevægelseskontekster, tror jeg netop, det kræver, at vi sammen forsøger at bryde de normer og accepterede praksisser, som lige nu i særdelshed dominerer foreningsidrætten men også megen af den idræt og bevægelse, der finder sted i idrætsundervisningen og skolens øvrige undervisning. Der er med andre ord behov for at vi i højere grad lader os inspirere af den dialogiske og tranformative tilgang til inklusion. Det betyder ikke, at en integrativ tilgang til inklusion er forkert eller ikke vigtig. Det er dog væsentligt, at vi er os bevidste om de forskellige tilganges muligheder og begrænsninger.

Et praksisperspektiv

Fra en dialogisk tilgang er det blandt andet væsentligt at finde ud af, hvordan fokus kan fjernes fra konkurrence og præstation (f.eks. den udbredte brug af turneringer) mod elevernes mestring og læring, eller hvordan utraditionelle og/eller nye former for holdspil kan tilrettelægges på en måde, der i højere grad værdsætter diversiteten af elever og deres kompetencer. Den grænseoverskridende tilgang kræver udvikling og implementering af undersøgelsesbaserede metoder med fokus på aktiv transformation af elevernes oplevede barrierer for deltagelse i idræt og bevægelse.

Litteraturliste

DeLuca, C. (2013). Toward and Interdisciplinary Framework for Educational Inclusivity. Canadian Journal of Education 36(1), 305-348.

Munk, M. (2017). Inclusion and Exclusion in the Landscape of Physical Education. Health, Aarhus Universitet.

Penney, D., Jeanes, R., O´Connor, J. and Alfrey, L. (2018). Re-theorising inclusion and reframing inclusive practice in physical education. International Journal of Inclusion Education 22(10), 1062-1077.

Sundhedsstyrelsen. (2011). Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling. København: Sundhedsstyrelsen.